Bastarden anklager...

Igen og igen giver politikerne udtryk for at de ledige ikke er motiverede og mangler et incitament til at søge arbejde.

Efterhånden er det lykkedes politikerne at opfinde nye stigmatiserende begreber, såsom dagpenge- arbejdsløsheds- og forsørgerkultur. De har introduceret en reaktionær og ekskluderende opfattelse af de arbejdsløse, som passer bemærkelsesværdigt godt med deres egen definition af underklassen.

Desværre benytter de sig af en retorik, som er præget af en enøjet tilgang til denne forskelligartede gruppe af mennesker. Hvilket resulterer i at de oftest slår alle arbejdsløse sammen til en enhed og anklager dem for at være unyttige.

Men lad os nu en gang for alle slå fast at de arbejdsløse ikke har en skidt arbejdsmoral. Selv om forskellige politikere og meningsdannere påstår at de ledige får en generøs overførselsindkomst, samtidig med at de konstant forsøger at undgå at arbejde, har deres udtalelser ikke hold i virkeligheden.

Kigger man på tallene fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) tegner der sig nemlig et noget andet billede af de arbejdsløse, for her påvises det at op til 76 % af dem står til rådighed for jobmarkedet. De resterende 24 % har forskellige helbredsproblemer, som gør at deres arbejdsevne er nedsat.

I denne gruppe findes bl.a. folk med misbrugsproblemer, psykiske problemer og folk med en uoverstigelig gæld. En del af dem har desuden problemer med at fungere socialt, eller de har familieproblemer og mangler et socialt netværk.

Ud af denne gruppe skønner kommunerne, at arbejdsgiverne vil frasortere cirka 60 % i en ansættelses-situation, alene fordi de mangler personlige kompetencer.

SFI har desuden udgivet en rapport, hvori det fremgår at 16 procent af de ledige ikke kan betale deres husleje. 8 procent undlader at betale for børnepasning. 16 procent har ikke penge til at betale for el, gas og telefon. 59 procent må skippe tandlægebesøget og 39 procent har ikke råd til sko og tøj.

Det er svært at forestille sig at disse mennesker har valgt ledigheden af egen fri vilje, at de ligefrem kæmper for at blive hængende i dette morads.

Når vi så samtidig kan konstatere at mange af de arbejdsløse i Danmark tidligere har arbejdet med produktion af varer, f.eks. som samlebåndsmedarbejdere, bliver det helt tydeligt at en del af dem aldrig kommer i arbejde igen.

Dette skyldes ikke en dårlig arbejdsmoral hos disse mennesker, men er nærmere udtryk for at flere firmaer flytter produktionen til udlandet, hvor lønniveauet er latterligt lavt og arbejderne ikke er fagligt organiserede.

Desuden er langt de fleste produktionsmedarbejdere ufaglærte, så de har sjældent kompetencerne til at kunne bestride andet end manuelt arbejde.

Samtidig viser tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd(AE), at der frem mod år 2019 er et overbud af ufaglærte på knap 90.000 personer. Så der bliver kamp om de ufaglærte arbejdsplader, da der er mange flere ufaglærte, end der er brug for.

Alt dette ved politikerne godt, men i stedet for at komme med løsningsforslag på arbejdsløsheden forsøger de at tørre skylden for miseren af på de ledige. Det er ganske enkelt utroværdigt og tyder mere på at de vil ud med en bestemt dagsorden, frem for at kaste et blik på de reelle forhold i samfundet.

Dette fører Bastarden videre til den egentlige påstand, nemlig at flere politiske partier er ude i et helt andet ærinde, hvor de forsøger at vende resten af befolkningen mod de ledige.

En måling foretaget af ugebrevet A4 viser et meget negativt syn på de ledige, hvor der i tidligere undersøgelser har været en stor solidaritet med og forståelse for de ledige.

Samtidig har man strammet reglerne for dagpenge og indført et kontanthjælpsloft, i håb om at få flere langtidsledige i arbejde. Desværre har tiltagene ikke haft den ønskede effekt - Og socialforskningsinstituttet kunne konstatere, at loftet ikke fik flere i arbejde, men derimod blot gjorde de ledige fattigere.

Bastarden anklager derfor skiftende regeringer, for at marginalisere de ledige, fattige og socialt udstødte mennesker, der bevæger sig rundt i samfundet.

En marginalisering, som de lader sive ubemærket ind ad bagdøren og langsomt besnære den store del af befolkningen, som for længst har sikret sig mod fattigdom.

Politikerne er ved at overbevise den store middelklasse(dem der producerer velstand) om, at frem for at betale til andres velfærd og økonomiske tryghed, er de meget bedre tjent med at beholde rigdommene for sig selv.

Hvis dette subtile, kalkulerende og ondsindede bagholdsangreb for alvor overmander os, så drejer det sig ikke længere kun om, hvorvidt samfundet er rigt nok til at hjælpe andre, men om vi ønsker det. Hvilket kan resultere i en opsplitning af det danske folkefærd.

Hvori består så marginaliseringen? Jo, den bliver det uundgåelige resultat af afviklingen af velfærdsydelserne.

Da USA i startfirserne bragte mange af velfærdsydelserne til ophør, blev de følgende år præget af øget kriminalitet, stigende politistyrker og flere indsatte i fængslerne. Flere af de amerikanere, der i forvejen kæmpede med dårlige leveforhold, sygdomme, analfabetisme, opløsning af familier, uproduktivitet og en udsigtsløs fremtid, blev nu tvunget til at stjæle for at overleve.

Fattigdom og ledighed forvandlede sig fra at være en sag for socialpolitikken til at blive et problem for strafferetten. I stedet for at løse de sociale problemer der ofte var forbundet med kriminalitet, opsatte politikerne i USA et system af legale og moralske domme, som resulterede i at fængslerne blev et opholdssted for de udstødte og marginaliserede: Narkomanerne, de psykisk syge, de sociale klienter, subkulturerne og visse grupper af udlændinge.

Det formålsløse i hårdere straffe kan sagtens bevises, men så længe samfundet ikke er i stand til at løse de sociale problemer, vil undertrykkelsen altid blive accepteret.

Noget lignende kan ske i Danmark hvis kongstanken om at penge på lommen, takket være skattelettelser og forringede velfærdsydelser, virker mere tillokkende for den store middelklasse, end den mere abstrakte mulighed for en ordentlig offentlig omsorg, hvis standard i øvrigt svinder dag for dag.

Konsekvensen af denne politik kan på lang sigt fører til at vi skaber et samfund, hvor der udvikler sig en blanding af vrede og misbilligelse overfor de fattige/ledige, hvilket igen kan føre til en generel frygt overfor disse mennesker. 

Ovennævnte faktorer er med til at sætte velfærdsstaten under pres og minimere den folkelige opbakning bag tanken om, at de succesfulde har pligt til at hjælpe dem, der fortsat ikke kan klare sig. Det er den sikre vej til at skabe et samfund hvor den etiske vanære fjernes fra moralsk anstødelige handlinger, og udgangspunktet for forholdet til næsten bliver minimeret til en nøgtern, rationel kalkule af udgifter og indtægter.

Derfor bliver det væsentlige spørgsmål i fremtiden, om vi har råd til at afskaffe den offentligt leverede velfærd, hvis det danske samfund også i fremtiden skal hænge socialt sammen. Faktum er at en støt, og uafbrudt, forringelse af velfærdsydelsernes kvalitet, er med til at skabe yderligere opsplitning i samfundet. 

Desværre virker det allerede som om, at velstanden har gjort flertallet i befolkningen blinde på det ene øje og skeløjede på det andet, så vi ikke længere kan orientere os i overflodssamfundet. I sidste instans bliver det derfor en diskussion om hvordan vi vægter og vurderer den sociale og omsorgsmæssige tryghed, i forhold til mere rødvin i kælderen, flere computere i hjemmet, hus bil, båd og charterrejser.