Alice: Kunne du fortælle mig, hvilken vej jeg skal gå herfra?
Filurkatten: Det afhænger af, hvor du skal hen.
Alice: Det ved jeg faktisk ikke.
Filurkatten: Så betyder det ikke noget, hvilken vej du vælger.
(Alice i Eventyrland)
"But I don't want to go among mad people," Alice remarked.
"Oh, you can't help that," said the Cat. "We're all mad here. I'm mad. You're mad."
"How do you know I'm mad?" said Alice.
"You must be," said the Cat, "or you wouldn't have come here."
(Alice's Adventures in Wonderland)
Filurkatten: Det afhænger af, hvor du skal hen.
Alice: Det ved jeg faktisk ikke.
Filurkatten: Så betyder det ikke noget, hvilken vej du vælger.
(Alice i Eventyrland)
"But I don't want to go among mad people," Alice remarked.
"Oh, you can't help that," said the Cat. "We're all mad here. I'm mad. You're mad."
"How do you know I'm mad?" said Alice.
"You must be," said the Cat, "or you wouldn't have come here."
(Alice's Adventures in Wonderland)
Forfattere og andre kunstnere har i århundreder ledet opdagelserne ud i identitet, bevidsthed og hukommelse. Alligevel forbliver menneskets hjerne et mørkt og ofte ufremkommeligt sted. Et øde, uberørt og uberejst univers.
Selv om neurologerne er kommet tættere på at løse gåden om hjernen, har de stadigvæk ikke noget entydigt svar på hvordan hjernen kan opfange og lagre alt fra poesi, følelsesmæssige reaktioner, steder og ruter, til fjerne barndomsminder og et utal af sanseindtryk.
Igennem livet trækker vores erfaringer spor igennem hjernebarken. Traumatiserende minder bliver som ondsindede forfølgere, der terroriserer os og fylder os med usikkerhed og fortvivlelse. Pinlige episoder trænger ind i hjernens dunkle masse, river og flår i vores selvbillede.
Alle vores referencerammer bliver ubrugelige i det øjeblik hvor vi falder ned i et af hjernens kaninhuller. Vi bliver konfronteret med vrangsiden af vores tankegods, en forestillingsverden hvor tankerne bliver noget af det mest skræmmende, der findes, fordi de er utilregnelige.
Følelsesmæssige forstyrrelser som angst, apati, depressioner, koncentrationsbesvær og hyperaktivitet, bliver skræmmende faktorer, fordi de er utilregnelige.
Til trods for at menneskets hjerne indeholder faldgruber, balancerer langt de fleste behændigt udenom disse onde og mørke grave. Gennem livet podes mennesket med normernes nektar og lærer at længes efter borgerskabets diskrete charme.
Et solidt net spændes udover de sorte huller i hjernen, så vi undgår at massetiltrækningskraften hiver os ned i et morads af vrangforestillinger og absurditeter.
Vi lærer hurtigt at stole mere på det almindeligt anerkendte, end på egne fornemmelser og iagttagelser. Det let genkendelige er med til at skabe en verden af systematik og planmæssighed. Til trods for at denne tørst efter orden samtidig er en længsel efter døden, fordi livet er en uafbrudt forstyrrelse af orden.
Intuitionen sløres når vi konstant læner os op ad de bestående meninger og teorier. I stedet burde vi søge efter nærværets væsen, hvori afstanden mellem den erkendende og det erkendte er ophævet. Så man så at sige bliver ét med genstanden for sin betragtning og forstår dennes væsen indefra. Indenfor mysticismen, berettes ligefrem om en total enhedsoplevelse (Unio Mystica), hvor individet bliver ét med det værendes inderste væsen og i ét nu forstår alt.
Manglen på nærvær blandt mennesker og afvisningen af tilfældigheden som en mulighed, er en benægtelse af alle de paradokser og absurditeter, som livet uvægerligt vil byde på. Samtidig har langt de fleste af os travlt med at bekymre os om fremtiden, mens vi ærgrer os over fortidens fejl. Når vi i stedet burde leve i ”nuet”, der er det eneste reelle tidspunkt hvor vi kan skabe fuld kontakt med den fysiske verden.
"Nuet” kan ikke indfanges, for i samme øjeblik det er oplevet bliver det til erindringer. På trods af sin flygtige natur er ”nuet” den mest realistiske og autentiske kontakt vi kan opleve. Idet der ikke eksisterer andet end disse ”nuer” der enten opleves lige nu, allerede er oplevet, eller vil blive oplevet i fremtiden.
Det er således dette ”nu” vi skal rette vores forhåbninger imod, hvis vi vil gøre noget radikalt ved vores livssituation, gøre noget for andre mennesker på et helt konkret plan, eller revurdere og bearbejde fortidige holdninger og oplevelser.
Det er igennem ”nuet” at vi kan forædle og kultivere vort erfaringsmateriale, så vi bedre forstår vores medmennesker og dermed kan vi gå igennem livet med et åbent og fordomsfrit sind.
Verden er kompleks og mangesidig. Den er ikke målbar. Så når vore hjerner når grænsen for det rationelle argument, er det vigtigt at vi anerkender at der findes en verden bagved denne grænse. En verden hvor der gælder andre spilleregler og præmisser. På den måde lærer vi at accepterer, at ikke alle er skabt til et såkaldt normalt liv.
