Bevægelsen fik for alvor vind i sejlene igennem 80’erne og 90érne. De to årtier hvor vi virkelig blev bevidste om vigtigheden af at eje Lacoste T-shirts, Kappa trøjer og basketball-støvler fra Nike, mens vi enten sværgede troskab til Pepsi eller Coca-Cola.
For et sted inde i logoernes slagskygge voksede et oprør frem. En blanding af guerilla-kunstnere, graffitimalere og politisk bevidste forbrugere fandt sammen i et nyt fællesskab. En samhørighed som over årene voksede og fik tiltagende betydning for udbredelsen af budskabet om at generobre gaderne – Reclaim the Streets.
De mange forskellige mennesker som over årene har bidraget til at tilbageerobre gaderne er blevet kaldt alt fra kulturelle støjsendere og frihedskæmpere, til vandaler og hærværksmænd.
Fælles for disse grupper er at de blankt afviser den opfattelse, at markedsføringen – fordi den betaler sig vej ind i det offentlige rum – blot må accepteres passivt som en envejskommunikation.
Et af hovedargumenterne lyder, at så længe de fleste almindelige borgere ikke har råd til at modgå erhvervslivets meddelelser ved at købe deres egen reklameplads, så burde de have ret til at svare igen på de billeder som de aldrig har bedt om at få at se.
Så frem for at udråbe graffitien og gadekunsten til at være hærværk, udført af utilpassede unge med hovedet under armen, er det mere sandfærdigt at tale om en modbevægelse, et oprør, mod den gængse opfattelse af hvorledes byrummet skal tage sig ud.
Tag selv en tur rundt i København, for at se hvorledes gadekunsten blomstrer. Og spørg så dig selv om den udelukkende er harmløs satire, eller om vi faktisk kan tale om en politisk bevægelse, eller ligefrem et ideologisk felttog, der insisterer på at gennembryde medieflakket og tilbageerobre gaderummet.
