I foråret 1981 var jeg ved skoletandlægen for første gang i
mit liv. Skolens højtaleranlæg havde skrattende meddelt at jeg skulle møde til
tandeftersyn om ti minutter. 8 år gammel, på vej hen ad gangen med tandsmerter
og en knugende angstfølelse der kværnede i hjernen, gik det op for mig at jeg
absolut ingen kontrol havde over min sjæls velbefindende.
Skolens mange gange havde en helt speciel lugt over sig, der
både var harsk og fugtig, men også støvet og kvalm. Som om en blanding af pis,
halvrådne madpakker, sure sokker og opkast havde materialiseret sig gennem
årene, for at blive til en kronisk vammel odør.
Med sved i håndfladerne og en dirrende fornemmelse i
kroppen, åbnede jeg døren ind til tandklinikken. Det første der mødte mig var en
sødlig duft, som jeg aldrig havde oplevet tidligere. Den havde en besnærende tiltrækningskraft,
som langsomt formildede mit urolige sind.
En kæmpe operationslampe hang ovenover en tandlægestol, hvor
det slidte orange, læderimiterede betræk, fortalte en historie om talløse besøg
af skolepligtige møgunger. Ved siden af stolen stod to hvide skuffemøbler til tandlægens
instrumenter, der alle var tilsluttet slanger og ledninger. De hvide vægge, det
grå linoleumsgulv og lysstofrørenes farveløse lys, skabte en kold stemning. Men
den sødlige duft gjorde det nemmere at træde ind i lokalet.
Bag et overfyldt skrivebord sad to kvinder i hvide kitler.
Den ene buttet og lav, med hornbriller og kort krøllet hår. Den anden høj og
slank, med kort hår, en lille næse og et lidt for stort hoved. Jeg genkendte
den høje kvinde fra opgangen derhjemme, hvor hun boede en etage under os. Hun
hed Lydia og blev på mange måder både min frelse og min fordærvelse.
Ved siden af tandlægestolen stod et apparat, med noget der
lignede to aflange gasflasker forbundet af et system med slanger og masker. Inden
jeg satte mig i stolen kunne jeg konstatere, at den sødlige duft blev stærkere,
når jeg kom tættere på gasflaskerne.
De to kvinder satte sig på hver side af mig, bad mig åbne
munden og gik i gang med at gennemgå mit tandsæts tilstand. Resultatet var som
jeg forventet. Jeg havde to huller i tandsættet og der skulle både bores og
fyldes op med amalgam, en form for flydende kviksølv.
Eftersom jeg skulle lokalbedøves, fik jeg valget mellem at
blive stukket med en kanyle i tandkødet, eller få noget som Lydia kaldte lattergas,
fra gasbeholderne og maskesystemet. Jeg valgte det sidste, hvorefter alle
fremtidige aftaler hos tandlægen fyldte mig med en længsel efter at indånde den
bedøvende gas.
Maskens udformning passede perfekt over min mund og næse.
Det bløde silikonemateriale den var lavet af sluttede helt tæt til mit ansigt,
og gjorde at indhaleringen af gassen blev intens og umiddelbar mærkbar.
I loftet over mig hang en tegnet plakat med et mylder af
soldater, der i stedet for geværer bar rundt på nogle røde Colgate tandbørster.
Det var soldater fra den kongelige livgarde, der alle så ud til at marchere ude
af takt. Virkningen fra gassen gav en hel ny fornemmelse i kroppen. Jeg følte
mig vægtløs og frigjort fra mit legeme.
Med åben mund og et roterende bor i kæften nåede mit trip nye højder.
Den hvinende lyd fra boret åbnede en dør i min hjerne,
hvorfra der strømmede en manisk melodi, som senere skulle vise sig at være Sabeldans af Aram Khachaturian. Hvordan
dette hvirvlende og frenetiske værk var kommet ind i min hjerne anede jeg ikke,
men det passede helt perfekt til borets hvinen.
Til lyden af melodien begyndte jeg at dreje rundt som en
vindmølle. Det føltes som om at hele min krop svingede rundt i en fremadrettet
cirkel, mens mine arme lå stille på stolens armlæn. Jeg følte mig let og fri,
men havde også en fornemmelse af at være ved siden af mig selv, som om jeg var
iagttager til mine egne handlinger. På et tidspunkt begyndte min krop at stige
mod loftet, hvor jeg, som en hovedrotor på en helikopter, begyndte at dreje rundt.
Jeg snurrede rundt deroppe i et stykke tid, mens omgivelserne under mig ændrede
form.
Lokalets inventar og linoleumsgulvet flød sammen til en
grålig masse, der bølgede let under mig. De to kvinder sad stadigvæk bøjet ind
over mig på hver sin side af stolen, men ellers var klinikken ikke længere til
at beskrive som andet end en gråhvid surreel scene, hvor væggene fortonede sig
bag en slørende tåge. Med andre ord, rummet var en inferiør detalje, en
skabelon, hvori jeg kunne tage på en svagt hallucinerende oplevelsesrejse i min
egen fantasiverden.
I flere dage havde jeg døjet med et ømt sår på skinnebenet,
men smerten derfra var forsvundet og min krop føltes både vidunderlig let,
smidig og stærk. Hele seancen med melodien fortsatte et stykke tid endnu, kun
afbrudt af tandlægernes stemmer, når jeg blev bedt om at åbne munden mere eller
blev spurgt til om jeg havde det godt. Stemmerne lød som blev de talt fra den
anden side af et tykt velourtæppe, som dem de har på scenerne i store teatre.
Efter et stykke tid begyndte min krop igen at dale mod
tandlægestolen, hvor den lagde sig roligt på plads. Masken blev taget væk og
jeg vendte langsomt tilbage til virkeligheden, mens euforien over lattergassens
virkning holdt mig i et fantastisk humør. Jeg havde lige oplevet mit første
afhængighedsskabende stof. Et stof der sivede ind i mine blodbaner og op i min
hjernes belønningssystem, hvor det fremkaldte hidtil ukendte stemninger og
forestillinger.
Let svimmel og en smule vakkelvorn på benene fik jeg stavret
mig op til skrivebordet, hvor en nyåbnet journal med mit navn på lå øverst i en
bunke af papir. Lydia fortalte mig lidt om skoletandplejen, mens hun skrev mit
cpr. Nummer, navn og adresse ind i journalen. Lidt henkastet fik hun også sagt
at jeg havde endnu et hul, som krævede behandling.
Jeg forlod tandlægeklinikken med en ny aftaleseddel i
hånden. Adrenalinen pumpede i min krop og jeg følte mig usårlig. Mødet med
lattergassen havde åbnet en port ind til en ny verden, hvor der syntes at gælde
andre regler end dem der dominerede min hverdag. Forventningens glæde fik mig
til at dirre. For mig var ligningen simpel nok, et nyt hul – en ny aftale – et
nyt møde med lattergassen. Det var kort tid herefter jeg besluttede ikke at
børste tænder, før jeg havde udviklet mindst et hul ekstra.
Her er et link til Sabeldans, af Aram Khachaturian: