Grønlands
gletsjere smelter hurtigere end nogensinde før. Store isbjerge bukker under for
de stigende temperaturer og brækker af gletsjerne, i en ukontrolleret
afsmeltning.
Isen på Det
Antarktiske kontinent smelter, på grund af de forhøjede hav-temperaturer,
hvilket udvider havets volumen og får vandstanden til at stige. Til stor fare
for flere af verdens lande.
Orkaner
raserer store områder i Amerika. De trækker et spor af ødelæggelse efter sig,
der efterlader folk med smadrede huse og en hærget infrastruktur, der kun
langsomt kan genopbygges.
Tsunamier
hærger i Asien. Oversvømmer store kyststrækninger og sluger alt og alle på sin
destruerende færd.
Lange
tørkeperioder i flere afrikanske lande resulterer i fejlernæring og øget fattigdom.
Bønderne har ingen afgrøder at høste på grund af de svigtende regnperioder.
I mange af
verdens lande er udledningen af drivhusgassen Co2 eksploderet, fordi
forbrændingen af fossile brændsler som kul, olie og gas pumper farlig røg ud i
atmosfæren. Denne udledning er tæt knyttet til menneskets levevis, med en
voldsom global transport, energi-landbrugs- og industriproduktion.
Samtidig har
de hidsige vækstøkonomier som Indien og Kina bidraget til denne eskalering,
eftersom de efterstræber de samme materielle goder og den samme velstand, som
vi i Vesten har nydt godt af i flere årtier.
Dette fører
Bastarden videre til det egentlige dilemma, der gror frem af alt denne
ødelæggelse og fortvivlelse. For i takt med at bevidstheden om miljøets indvirkning
på klodens overlevelse har forplantet sig i menneskets hjernebark, er vi
fortvivlet begyndt at indrette vores levevis sådan at den skåner miljøet mest
muligt.
Elbiler og Vegetarer – De bedste
intentioner
I takt med at
elbilerne har gjort deres indtog på de europæiske veje, har kulkraftværkerne
pumpet en øget mængde Co2 igennem deres store jernlunger. Strømmen til bilerne
produceres sjældent af vedvarende energikilder, men genereres i stedet fra
elkraft-produktionen.
Dette medfører at en elbil, i værste fald, kan udlede op
mod 220 gram Co2 per kørt kilometer. Hvilket er over dobbelt så meget som de 95
gram per kilometer, EU har sat som den maksimale grænse for nye biler fra 2020. Til
sammenligning udleder en benzindrevet Suzuki Swift ca. 150 gram Co2 per kørt kilometer.
Samtidig
hører vi bio-vegetarer, udtale sig om hvor meget Co2 vi producerer hver gang vi
sætter tænderne i en rød bøf. Mens de selv gumler kirsebær uden for sæsonen,
eller køber mangofrugter fra Indien og Pakistan. Varer der er transporteret til
landet med fly og lastbil, der som bekendt spyr en kolossal mængde Co2 ud i
atmosfæren.
Mange af de
samme mennesker spiser danske tomater, til trods for at de udleder mere Co2 end
de sydeuropæiske af samme slags. Dette skyldes de enorme mængder af drivhusvarme
de danske tomater er afhængige af.
Et andet argument
vi hører fra vegetarer, er at kød er mord. Hvilket jo er ganske rigtigt,
eftersom vi slår koen og svinet ihjel for at få noget at spise. Desværre
overser den samme gruppe, at planter og grøntsager også har et følelsesliv.
Planter kan
sanse, de vokser. De kan optage næring og vand, de kan bevæge sig ved at vende
blade og blomster mod solen. De kan sprede frø og strække rødderne mod vandet.
I adskillige forsøg har man konstateret at skader man en plante, kan den huske
det. Den bliver efterfølgende bange, hvis man kommer i nærheden af den igen.
Langt de fleste
biologer omtaler planterne som levende væsener, der føler og reagerer på
omverdenen.
Økofascisme og dobbeltmoral
I et desperat
forsøg på at vende udviklingen er vi begyndt at jagte en mere forsvarlig
levevis, hvor Co2 kvoter og ozonlagets tykkelse bliver afgørende for hvorledes
vi agerer i vores dagligdag.
Desværre bliver vores moralske kvababbelser ofte
bundet op på spektakulære, men kortvarige, eksplosive kondenseringer af
medlidenhed og medfølelse. Fremfor at være en mere konstant størrelse, hvor vi udviser
en generel moralsk ansvarlighed.
Derfor ender
det med at vi hovedløst kaster os ud i kampen for at forbedre klodens tilstand.
Mens vores følelser hurtigt kvæler fornuften.
Et konkret eksempel på denne
selektive moralisme, findes i diskussionen omkring Tredje Verden landes
mulighed for at opleve vækst og økonomisk fremgang.
Ethvert
vækstsamfund udleder store mængder Co2. Et landbrug i fremdrift, flere
køleskabe og fjernsyn i hjemmene, en større bilpark og en generel materiel
udvikling, er med til at forureningen på kloden forøges betragteligt.
Derfor er der
opstået en form for økofascisme, som både florerer på venstre- og højrefløjen i
de politiske partier rundt omkring i Europa. Hvor en forholdsvis velnæret del
af befolkningen forsøger at hindre materiel udvikling i ulandene, under
henvisning til jordens problemer.
I bund og grund er der ikke noget nyt i at mennesket
beriger sig på bekostning af sine samtidige, men det springende punkt i dette
dilemma er, at det etiske krav om at tage hensyn til ens medmennesker bliver
underlagt en rigid miljøsags tjeneste, hvor menneskers og dyrs velfærd ofres.
Alle kan
blive enige om at vi ikke skal ødelægge grundvandet, eller købe benzin-slugende
biler og fylde badekarret dagligt. Vi ønsker ikke at krænke fremtidige
menneskers ret til at få deres del af naturens rigdomme.
Alligevel fyrer vi
rask væk op i grillen gennem hele sommeren, selv om undersøgelser viser, at
udledningen er cirka 200 gram Co2 per kilowatt varme. Samtidig udleder et kilo antændt
kul ca. 1000 gram Co2.
Når vi så
alligevel sidder i haven og hygger, tænder vi om aftenen for de udendørs
varmelamper, både de gas- og eldrevne. En gasterrassevarmer bruger op til 1
kilogram gas i timen og sender ca. 3 kg Co2 ud i atmosfæren.
På lokalt niveau
synes vi måske ikke, at vores miljøsynd er nævneværdig, men ganger man med et
verdensomspændende niveau, bliver vores bidrag til den globale opvarmning
betragtelig.
Når man så
medregner at hver eneste dansker i gennemsnit smider cirka 700 kilo mad og
affald i skraldespanden hvert år, er det tydeligt at vores hverdag er
gennemsyret af en brug og-smid-væk-kultur, hvor vi pumper Co2 ud i atmosfæren.
Samtidig
produceres gennemsnitligt 150 m3 spildevand pr. indbygger. Vand der indeholder
mange forskellige kemikalier og miljøfremmede stoffer, som er svært
nedbrydelige i naturen.
Når der sker
en ophobning af giftstoffer i miljøet, bliver indholdet af skadelige substanser
med tiden større i planter og dyr. Og når større dyr spiser mange mindre dyr,
kan et stof hobe sig op gennem fødekæden.
Især
PBT-stoffer(Persistente, bioakkumulerende giftige stoffer) er særligt
problematiske for miljøet. De kan brede sig over store områder, da de ikke
bliver nedbrudt undervejs på deres rejse. Derfor møder man dem over hele
jorden. Bl.a. i isbjørne, større rovfisk og mennesker.
Desuden ophobes disse
stoffer i fedtvævet, hvor de kan blive frigivet til dyreunger og babyer via moderens
mælk. Et af de mest kendte PBT-stoffer er bromerede flammehæmmere.
På grund af
vores enorme forbrug, er ansvaret for miljøet ikke kun et spørgsmål om
lovgivning og statistikker, men i lige så høj grad et personligt ansvar.
Desværre er
vi, som nævnt, alt for selektive i vores valg af miljøhensyn, hvilket kan føre
til menneskets undergang. I forvejen har mennesket fuld gang i en masseudryddelse
af klodens artsrigdom. Hvert år forsvinder omkring 1 procent af klodens
dyrearter, og siden 1970 er hver tredje art udryddet.
Det er denne
dobbeltmoral, som i sidste instans kan koste os alt hvad vi har kært. Ikke kun
de nære ting, men også naturens storhed og vildskab. De mange små skridt hen i
mod kanten gør ikke afgrunden mindre dødbringende.
