En kort beskrivelse af en lang odyssé


Urbans udlængsel

Skibet Esso Århus stævnede ud den 23. marts 1962. Med ombord var en 28 årig mand, der få timer forinden havde sat sig ind i bilen for at køre fra Århus til Hirtshals Havn. Nu stod han i forstævnen på den kæmpe tanker og kiggede ud over Skagerrak, mens han mærkede bølgerne slå ind mod skibet. Alt imens at kysten fortonede sig i horisonten, smed han sit navn i havet sammen med sin fortid og sine synder. Fra da af kaldte de andre besætningsmedlemmer ham for Urban, et navn han tog til sig for at minde sig selv om at han kun var en simpel bybo, på vej ud i ukendt farvand.

Skibet havde en længde på 280 meter, det var 36 meter bredt og dybdegangen var 12 meter. Tophastigheden var 21 knob, eller cirka 39 kilometer pr. time. Skibets stormast var 36 meter høj, i toppen holdt den ræer, bomme og radioantenner. Det store Esso logo prydede den hvide skorsten, hvorfra en grå røg steg roligt mod himlen. Fragten i lasten bestod af korn, brændsel og lægemidler, der skulle afskibes til Lagos i Nigeria. Hvorefter skibet skulle sejle videre til Mombasa i Kenya, med olie og såsæd.

Det grå skibsskrog blev drevet frem af den larmende dieselmotor i maskinrummet, hvor der også var plads til værksted, reservedelslager og kontrolrum. Her skulle Urban arbejde som værktøjsmager, og hjælpe maskinmesteren med at få den imponerende totaktsmotor til at pumpe dieselbrændstof rundt i skibets cylindre.

Det regelmæssige mønster af gentagne lyde fra motoren, beroligede hans rastløse væsen og dæmpede den hungrende udlængsel, som havde bemægtiget sig hans sjæl få dage forinden. I et anfald af panik, havde han pakket en taske og efterladt et brev til sin kone, hvori han forsøgte at forklare sin pludselige handling. Inden han forlod lejligheden ryddede han sirligt op og tog opvasken, ud fra en vag idé om at han måtte gøre noget godt, inden han udførte sin kujonagtige handling og stak af fra alle hverdagens trakasserier.

Det stak i hans hjerte når han tænkte på sin kone, og i et kort øjeblik fortrød han bitterligt sin flugt, men skibet var allerede ude i Nordsøen og han kunne ikke længere omgøre sin beslutning. Om få timer ville hun komme hjem med dagens indkøb, sætte kaffe over og tænde for radioen. Så ville hun finde brevet, hvor han med simple sætninger forsøgte at godtgøre sine handlinger. Og han følte kun alt for godt, hvordan hendes hjerte ville slå revner, hvordan sorgen ville få hendes hverdag til at føles tom og uvedkommende. Konsekvenserne af denne egoistiske dåd måtte han leve med, også selv om han ikke kunne overskue dem. Det var prisen han betalte for at længes efter havet og skibene.

Som døgnene gik, blev Urbans dårlige samvittighed fortrængt af den nyoprettede hverdag. Skibet krævede meget af sit mandskab, dette gjaldt ikke mindst for maskinmesteren og hans assistent. Hele det tekniske anlæg skulle vedligeholdes og der blev løbende udført små eller større reparationer på motoren.

Urban viste sig hurtigt som en dygtig værktøjsmager. Han kunne fremstille forskellige redskaber og instrumenter på drejebænken, som altid passede på millimetermål når de blev monteret i motoren eller generatoren. Glæden ved at slibe et jernrør til eller udføre gnistbearbejdning med præcision og finesse, gjorde ham stolt over sit arbejde. Det var intellektuelle udfordringer, hvor forarbejdningen af et værktøj med komplekse geometrier betød alt for funktionaliteten. Samtidig var maskinrummet en arbejdsplads der krævede en stærk fysik. Især på grund af de håndnittede, kobberlegerede kedler der afgav en tung varme, som blandedes med osen fra dieselmotoren, og gjorde dem svedige og ildelugtende i løbet af de første timer af arbejdsdagen. Dengang bekymrede ingen sig om den kroniske luftforurening de to mænd var udsat for, ikke engang dem selv. De var begge rygere, de kunne godt lide øl og ofte spillede de kort eller terninger med de andre besætningsmedlemmer, indtil den ene part skyldte den anden mindst fem millioner kroner.

Befolkningerne verden over var næsten lige gået ind i et nyt årti, som skulle vise sig at blive ekstraordinært begivenhedsrigt. Forude lå studenteroprørerne, rock’n’roll og månelandingen, men verdens tilstand var allerede i opbrud. John F. Kennedy var blevet præsident i USA og han havde oplevet opførelsen af Berlinmuren, samt Cubakrisen og invasionen i Svinebugten, der rykkede verdens lande tættere på en tredje verdenskrig. Den sidste begivenhed havde lært den unge præsident noget om pinligheden ved nederlag, men til trods for dette intensiverede han det amerikanske engagement i Vietnamkrigen, i krigen mod Ho Chi Minh og hans koldblodige lakajer.

Urban havde i avisen læst om de amerikanske destroyere som var på vej mod Vietnam, og han havde svært ved at genkende den unge liberale mand fra den amerikanske valgkamp, der nu var krigsherre og øverst befalende i en uovertruffen militærorganisation.

Ellers levnede dagene ikke meget rum til fordybelse og eftertænksomhed. Et af højdepunkterne var aftensmaden i kabyssen, men også den forestående landgang blev der snakket om. Besætningen havde været undervejs i ti dage, og de fleste af mændene trængte til fast grund under fødderne. Om aftenen havde de fortalt hinanden historier om Klabautermanden, genfærdet af en sømand, en benrad i olietøj med tang i håret og skægget, der varslede ulykke eller dødsfald. Bermudatrekantens mysterier og havfruernes uudgrundelige kalden blev beskrevet med gru og forfærdelse, men alt i alt morede sømændene sig med denne form for tidsfordriv, som skildrede søuhyrer og monstrøse malstrømme, der sugede alt og alle ned i deres kolde, våde grave.

Distancen fra Danmark til Nigeria var cirka 8600 kilometer, den forventede rejsetid var 10 dage. Om et døgn ville skibet ankomme til havnen i Lagos og Urban begyndte at forberede sig på, hvordan han skulle få mest mulige ud af landgangen. Én ting stod fast, han ville købe et postkort, som skulle afsendes til hans kone. 

Varanen

Skibet lagde til kaj i Lagos den 5. april 1962. Sømændene gik fra borde i højt humør og forsvandt hastigt i menneskemylderet. Fast besluttede på at få flest mulige oplevelser ud af den korte landgang. Solen skinnede fra en skyfri himmel og temperaturen nærmede sig 30 grader. Urban forlod havneområdet alene og begav sig ind i byen, hvor eksklusive højhuse og små hjemmelavede skure fortalte en historie om en by, hvor velhavere og fattige levede side om side. Han gik i små stræder og på store alléer, kom igennem industrikvarterer og beboelsesområder, hvor nigerianerne levede og arbejdede.

Lugten af mados fra de små skure blandedes med stanken fra folks latriner og en tung dunst fra bilerne. Det skarpe lys fik Urban til at søge længere ind i de små gader, hvor der var mere skyggefuldt og svalt. Gaderne herinde forgrenede sig i mindre stikveje, med boder der solgte ananas, jordnødder, chilipebre, kakao, kokosnødder og kaffe. Mellem boderne var der stablede bure med levende høns, og indhegninger med geder og vortesvin, der først blev slagtede når kunden havde valgt sin vare. Friskfangede fisk og glinsende muslinger lå til skue i store trækasser, der var fyldt op med ophuggede isblokke, for at holde varen frisk.

På et tidspunkt drejede Urban rundt om et hjørne forenden af en lille gyde, og blev overvældet af det syn der mødte ham. Foran ham lå en kæmpe basar. Et mylder af mennesker gik imellem boderne, hvor sælgere højlydt falbød deres varer. Markedet var skærmet fra solen af store hvide teltduge, der sad fastspændt øverst på nogle kæmpe pæle, som strakte sig 5 -6 meter op i luften og som stod delvist nedgravede i den hårde, lerede jord. Caféer der tilbød friskstegte fiskeretter og dampende supper fra små støbejernsgryder, forskellige frugtdrikke og øl, lå klemt inde mellem de mange boder.

Duftene fra markedet, der nænsomt opvarmedes gennem teltdugen og det flotte skue af folk i farverigt tøj, drog ham længere ind i sværmen af handlende. Landgangen endte om to timer og Urban havde nogle få amerikanske dollars der skulle bruges inden da.

Efter en stund nåede han frem til en stor bod, hvorfra der solgtes forskellige levende dyr. Et af burene tiltrak sig hans opmærksomhed. Inde bag nogle tynde trætremmer sad en lille varan, der vel var omkring 30 cm lang. Urban stod og så på det grønskællede dyr, mens han mindedes at han som barn lod sig henrykke af Doktor Lieberkinds bøger om dyrenes verden, hvor flotte farveillustrationer og levende beskrivelser af fremmedartede dyrearter, fik ham til at drømme om fjerne egne og eksotiske himmelstrøg. Med en 5 dollar seddel i hånden fik Urban fat i dyrehandleren og pegede ivrigt på buret med varanen.  Selve handlen forløb uden gnidninger. Sælgeren var så tilfreds med beløbet, at Urban fik både varan, bur og foder med.

Klokken var efterhånden blevet mange og skibet Esso ventede på at sømændene vendte tilbage fra deres eventyr. Urban sad på en havnecafé og skrev det postkort han lige havde købt. På bordet foran ham stod buret med varanen og et lukket glas fyldt med tusindben som den skulle fodres med. Han drak lidt af sin øl og skrev nogle linjer til sin kone. Teksten lød nogenlunde sådan: Kære Skat! Landgang i Lagos, Nigeria. Er på skibet Esso Århus. Har købt en varan og døbt den efter dig. Sejler videre til Mombasa, Kenya. Afmønstrer i Hirtshals 23. maj, klokken tre. Kys!

De sejlede ud til skinnet fra månen og lyset fra Lagos levende aftenliv. Snart var de ude på åbent hav og skyggerne krøb frem fra krogene og de kom sivende ud af små sprækker i dækket, tilskyndet af det rolige mørke. Urban arbejdede allerede i maskinrummet og oplevede ikke når skibet sejlede tæt forbi en af de mange boreplatforme ud for Nigerias kyst.

Til gengæld stod han og kiggede ømt på varanen, mens han tænkte på sin kone derhjemme, og for første og eneste gang på turen, blev han ramt af en sørgmodig hjemve. Fortvivlelsen greb i nogle sekunder fat i hans sjæl, da det gik op for ham at han måske ikke havde en kæreste at vende tilbage til efter sin kujonagtige flugt. Men i stedet for at gå i panik over sine tåbelige handlinger, og deres mulige konsekvenser, fortrængte han de dårlige tanker ved at fordybe sig i arbejdet. 

Dødvande

Atlanterhavet lå foran dem og i løbet af 6 dage ville de runde Kap Det Gode Håb, og sejle langs med den Afrikanske Østkyst op igennem Det Indiske Ocean. Turen til Mombasa ville tage 12 dage, hvilket gjorde rejsen rundt om Afrika længere end turen fra Danmark til Lagos.

Skibet Esso blev søsat i 1956 og sejlede altid langdistanceture til Asien eller Afrika. Den store dieselmotor havde allerede tilbagelagt flere tusinde sømil og krævede dagligt at blive vedligeholdt. Urban arbejdede benhårdt i maskinrummet og brugte næsten alt sin tid dernede. Tærede dyser eller tandremme blev udskiftet, olieniveauet i motor og gearkasse blev kontrolleret. Hver gang en rustplet dukkede op, blev den slebet ned og malet med rustbeskyttende maling. Han tilså rørsamlingerne for lækager og sørgede for at der ikke kom vand i relæerne og generatorerne.

De faste rutiner fik dagene til at ligne hinanden, men om aftenen kunne Urban nyde den friske havluft og følge skibets rejse under nattehimlen. Væk var de velkendte stjernebilleder som Karlsvognen, Cassiopeia og Lille Bjørn. Forsvundet et sted nord for ækvator, for at blive erstattet af mere verdslige navne som Passeren, Mikroskopet og Agterskibet. Den sydlige halvkugle af jorden var idet hele taget præget af stednavne, der blev opfundet af de første opdagelsesrejsende fra det Europæiske kontinent. Afrikanske lande der havde været koloniserede og hvor befolkningen blev lagt i trældommens tunge lænker, frembød adskillige eksempler på den hvide mands overherredømme. Ikke kun på stjernehimlen, men også i arkitekturen og i dybt ind i den afrikanske folkesjæl fandtes reminiscenser af denne europæiske invasion, der havde efterladt kontinentet i en udmarvet og forvirret tilstand.

Skibet ankom til Mombasa den 18. april tidligt om morgenen. Havnen lå omkranset af lave bjerge og i læ for bølgeslag. Det dybe vand strakte sig ind til kysten, så skibene nemt kunne lægge til kaj. Arabiske købmænd havde grundlagt stedet allerede i 1000-tallet og det blev hurtigt en vigtig station for handelen på Det Indiske Ocean.

Urban sad i kabyssen og spiste morgenmad. Han kunne høre at landgangsbroen blev kørt hen til skibssiden og mærkede straks en uro i kroppen, som altid opstod når der ventede nye oplevelser. Det var en barnagtig følelse som huserede dybt i hans sjæl, hvor ungdommens utålmodighed stadig havde et greb i ham. Trangen til at tilfredsstille sine behov med det samme, uden at nyde ventetiden eller forventningens glæde, buldrede i ham som et uregerligt tordenvejr og fik ham ofte til at handle overilet. Uden tanke for at alle de uovervejede handlinger han foretog sig, kunne få ubehagelige konsekvenser.

Mombasa var Kenyas næststørste by og fungerede som bindeled for transithandelen til de omkringliggende lande. Herfra strakte en imponerende jernbaneforbindelse sig hele vejen til Nairobi, hvorfra den forgrenede sig til Uganda, Burundi, Rwanda dele af Congo. Byen var således et driftigt handelsmekka, hvor alt lige fra råolie, cement og bildele, til te, kaffe og grøntsager, blev lastet på skibe eller transporteret væk med godsvogne og lastbiler.

Først på eftermiddagen gik Urban rundt mellem Mombasas sammensatte arkitektur og undrede sig over den heftige trafik i de smalle gader, hvor bilerne måtte køre i begge retninger. Færdslen blev yderligere besværliggjort af at gamle ladcykler læsset med frugt, og slidte hestekærrer fyldt med brænde eller krydderier, blev fragtet ind mod byens centrum for at blive solgt på det lokale marked. I et forsøg på at komme væk fra larmen drejede han ned ad en endnu smallere gade, hvor husmurene højst var halvanden meter fra hinanden. I starten var der ikke andet end den lige vej og nogle få butikker, men et godt stykke henne dukkede et endnu smallere stræde op fra bag et hjørne. Urban gik nu så tæt på murene, at hans skuldre næsten rørte dem. Der virkede helt øde hernede og umiddelbart kunne han ikke se hvor strædet endte. Alligevel fortsatte han fremad, opsat på at se hvor denne indsnævrede gade ville slutte.

Varmen var ulidelig og tørsten indfandt sig. Samtidig havde monotonien i fremfærden, de ensartede høje mure, den smalle brolagte vej og dens tilsyneladende endeløse længde, trængt Urbans fornuft i baggrunden. Sveden piblede frem under skjorten og han mærkede tydeligt hvordan desperationens sorte slør dækkede for enhver klar tanke.

Urban havde fulgt vejen i over tyve minutter og pludselig kunne han se en lille café der lå klemt inde, mellem muren på hans højre side.  Den så ikke ud af meget når man stod udenfor, indgangen var smal og det eneste lys som slap igennem kom fra et beskidt vindue ovenover døren. Alligevel trådte han indenfor, i håbet om at kunne få slukket sin tørst. Indenfor bredte rummet sig ud, som en udslået vifte. Væggene var mindst fem meter fra hinanden og rummet var omtrent syv meter dybt. Længst nede var en slidt trædisk og bag ved stod en mand, klædt i hvid turban og en farverig kjortel. Langs væggene var der opsat nogle lave senge og ved siden af hvert hovedgærde var placeret en bakke, hvorpå der stod en tændt messing-olielampe. Der lå også en langpibe af merskum og en pakke tændstikker ud for hver seng, som var opredt med gule lagner og slidte puder.

Urbans tørst drev ham igennem rummet og hen til disken. Han hilste kort på værten og gjorden en bevægelse med hånden, som når man løfter et glas for at drikke og pegede op på væggen med øl. Manden nikkede forstående og viste ham hen til en af sengene. Herefter gik han tilbage til disken efter en flaske øl. Urban satte sig på kanten af sengen, lidt ubehagelig til mode over at skulle sidde så lavt, men stærkt opsat på at få noget at drikke.

Værten kom tilbage med øllen og pegede på piben. Urbans rygetrang var stor og han var ikke sen til at takke ja. Piben bestod af et tykt rør, omtrent 30 cm langt. For enden bar den et kort fladt hoved, som var udhulet og øverst udvidede hullet sig til 1 centimeters tykkelse. Værten fremviste en lille brun klump, som han placerede i pibehovedet, derefter lod han Urban forstå at piben med ekstrakten skulle holdes ind over den tændte olielampe, når han tog den første inhalering.

Den kolde øl, duften fra tobakken og den søde smag, der mindede om duften fra en blomstermark, gjorde at Urban tog adskillige dybe inhaleringer. Han havde lagt sig på sengen og følte en ubeskrivelig lethed i kroppen. Snart følte han sig flydende og vægtløs som en sommerfugl. Røgen fra tobakken strømmede ud i blodbanerne og op i hjernen på ham. Et kort øjeblik forsøgte Urban at rejse sig op, men kroppen ville ikke med. I stedet lagde han sig tilbage og lod hovedet hvile på de slidte puder. I et kortvarigt klarsyn gik det op for ham, at han måtte have røget opium. Han var varm i hele kroppen og ben og arme føltes tunge, som om han blev holdt nede af en usynlig kraft. Omgivelserne fortonede sig bag hans slørede syn og snart flød han ind i en døsig tilstand, hvor tiden blev en inferiør detalje.   

Urban vågnede med et sæt. Rummet var nu henlagt i mørke og værten var ingen steder at se. Det snurrede stadigvæk i kroppen og han måtte samle alle kræfter, for at komme op at stå. Forvirret og træt gik han mod udgangen, i håbet om at luften ville være mildere end tidligere på dagen. Udenfor var det blevet mørkt og Urban kastede et hurtigt blik på sit ur. Tiden var løbet fra ham. Skibet ville sejle om tyve minutter og han anede ikke hvordan han skulle nå frem i tide.

Han satte i løb igennem den smalle passage, men havde svært ved at holde balancen. Flere gange stødte han skuldrene imod væggene eller faldt og skrabede sine håndflader og knæ. Da han endelig nåede tilbage til den første gade var der ikke længere heftig trafik og alle butikker var lukkede. Fra bag nogle bygninger kunne han høre et skibshorn blæse til afgang og det stod klart for ham at det var Esso Århus som nu afsejlede. Urban løb mod havnen, som havde han djævelen lige i haserne, men da han nåede derned kunne han se at skibet allerede var på vej ud i Det Indiske Ocean.

Han stod nu helt nede ved kajen og så på de gamle træskibe, der fragtede forskellige varer fra land til land. Urban syntes de så noget faldefærdige ud, og undrede sig over at de kunne klare, at tilbagelægge så mange sømil. Esso Århus var efterhånden så langt væk, at man ikke kunne se om det kom nærmere eller sejlede længere væk. I nogle få sekunder mærkede han hvordan panikken forsøgte at kaste sine jagende kroge i hans sårbare sjæl, og han glemte helt at trække vejret. Aftenens mørke tåge bredte sig udover havnen og i stilheden fik Urban langsomt samlet tankerne. Bag ham lå rederikontorerne, hvor han i morgen ville søge hyre på det næste skib mod Europa. Indtil da måtte han finde et sted at overnatte, helst tæt ved havnen.

Nedslået over ikke længere at kunne være i selskab med varanen, som nu var overladt til sin egen skæbne, gik han ind i Mombasas mørke på udkig efter et billigt hotel. Han håbede at et andet besætningsmedlem ville finde en plads i sit hjerte til det lille grønskællede dyr, der havde fået Urban til at føle sig mindre ensom og givet ham mange underholdende timer.

I en gade tæt ved kontorerne lå et lille motel. Indgangen var oplyst af en stor olielampe, der mindede ham om sin uheldige omgang med opiumspiben, men alligevel trådte han ind i foyeren. Receptionisten sad og sov på en stol. Foran ham stod en lav skranke med den obligatoriske bordklokke og Urban slog resolut på den. Manden på stolen vågnede med et sæt, kiggede forvirret rundt og fik øje på gæsten. På gebrokkent engelsk fik han budt den fremmede velkommen og i løbet af ingen tid fik de forhandlet sig frem til et værelse for natten.

Urban lå på sengen og røg en smøg. Han var stadigvæk påvirket af dagens begivenheder, men følte sig alligevel lettere til mode nu. En svag brise kom ind gennem vinduet og den ulidelige varme, der havde klæbet til hans krop, slap efterhånden sit tag i ham. I luften var der kun stilheden tilbage og hans tanker var ikke længere et oprørt hav. Søvnen begyndte at melde sig og Urban skoddede cigaretten. Han tog skoene af og lagde sig godt tilrette, mens en sidste tanke gled ind i hjernebarken og mindede ham om at han hellere måtte skrive endnu et postkort til sin kone.