Urbans udlængsel
Skibet Esso
Århus stævnede ud den 23. marts 1962. Med ombord var en 28 årig mand, der få
timer forinden havde sat sig ind i bilen for at køre fra Århus til Hirtshals
Havn. Nu stod han i forstævnen på den kæmpe tanker og kiggede ud over
Skagerrak, mens han mærkede bølgerne slå ind mod skibet. Alt imens at kysten
fortonede sig i horisonten, smed han sit navn i havet sammen med sin fortid og
sine synder. Fra da af kaldte de andre besætningsmedlemmer ham for Urban, et
navn han tog til sig for at minde sig selv om at han kun var en simpel bybo, på
vej ud i ukendt farvand.
Skibet havde
en længde på 280 meter, det var 36 meter bredt og dybdegangen var 12 meter.
Tophastigheden var 21 knob, eller cirka 39 kilometer pr. time. Skibets stormast
var 36 meter høj, i toppen holdt den ræer, bomme og radioantenner. Det store
Esso logo prydede den hvide skorsten, hvorfra en grå røg steg roligt mod
himlen. Fragten i lasten bestod af korn, brændsel og lægemidler, der skulle afskibes
til Lagos i Nigeria. Hvorefter skibet skulle sejle videre til Mombasa i Kenya,
med olie og såsæd.
Det grå
skibsskrog blev drevet frem af den larmende dieselmotor i maskinrummet, hvor
der også var plads til værksted, reservedelslager og kontrolrum. Her skulle
Urban arbejde som værktøjsmager, og hjælpe maskinmesteren med at få den
imponerende totaktsmotor til at pumpe dieselbrændstof rundt i skibets cylindre.
Det
regelmæssige mønster af gentagne lyde fra motoren, beroligede hans rastløse
væsen og dæmpede den hungrende udlængsel, som havde bemægtiget sig hans sjæl få
dage forinden. I et anfald af panik, havde han pakket en taske og efterladt et
brev til sin kone, hvori han forsøgte at forklare sin pludselige handling.
Inden han forlod lejligheden ryddede han sirligt op og tog opvasken, ud fra en
vag idé om at han måtte gøre noget godt, inden han udførte sin kujonagtige
handling og stak af fra alle hverdagens trakasserier.
Det stak i
hans hjerte når han tænkte på sin kone, og i et kort øjeblik fortrød han
bitterligt sin flugt, men skibet var allerede ude i Nordsøen og han kunne ikke
længere omgøre sin beslutning. Om få timer ville hun komme hjem med dagens
indkøb, sætte kaffe over og tænde for radioen. Så ville hun finde brevet, hvor
han med simple sætninger forsøgte at godtgøre sine handlinger. Og han følte kun
alt for godt, hvordan hendes hjerte ville slå revner, hvordan sorgen ville få
hendes hverdag til at føles tom og uvedkommende. Konsekvenserne af denne egoistiske
dåd måtte han leve med, også selv om han ikke kunne overskue dem. Det var
prisen han betalte for at længes efter havet og skibene.
Som døgnene gik,
blev Urbans dårlige samvittighed fortrængt af den nyoprettede hverdag. Skibet
krævede meget af sit mandskab, dette gjaldt ikke mindst for maskinmesteren og
hans assistent. Hele det tekniske anlæg skulle vedligeholdes og der blev
løbende udført små eller større reparationer på motoren.
Urban viste
sig hurtigt som en dygtig værktøjsmager. Han kunne fremstille forskellige
redskaber og instrumenter på drejebænken, som altid passede på millimetermål
når de blev monteret i motoren eller generatoren. Glæden ved at slibe et
jernrør til eller udføre gnistbearbejdning med præcision og finesse, gjorde ham
stolt over sit arbejde. Det var intellektuelle udfordringer, hvor
forarbejdningen af et værktøj med komplekse geometrier betød alt for
funktionaliteten. Samtidig var maskinrummet en arbejdsplads der krævede en
stærk fysik. Især på grund af de håndnittede, kobberlegerede kedler der afgav
en tung varme, som blandedes med osen fra dieselmotoren, og gjorde dem svedige
og ildelugtende i løbet af de første timer af arbejdsdagen. Dengang bekymrede
ingen sig om den kroniske luftforurening de to mænd var udsat for, ikke engang
dem selv. De var begge rygere, de kunne godt lide øl og ofte spillede de kort
eller terninger med de andre besætningsmedlemmer, indtil den ene part skyldte
den anden mindst fem millioner kroner.
Befolkningerne
verden over var næsten lige gået ind i et nyt årti, som skulle vise sig at
blive ekstraordinært begivenhedsrigt. Forude lå studenteroprørerne, rock’n’roll
og månelandingen, men verdens tilstand var allerede i opbrud. John F. Kennedy
var blevet præsident i USA og han havde oplevet opførelsen af Berlinmuren, samt
Cubakrisen og invasionen i Svinebugten, der rykkede verdens lande tættere på en
tredje verdenskrig. Den sidste begivenhed havde lært den unge præsident noget
om pinligheden ved nederlag, men til trods for dette intensiverede han det amerikanske
engagement i Vietnamkrigen, i krigen mod Ho Chi Minh og hans koldblodige
lakajer.
Urban havde i
avisen læst om de amerikanske destroyere som var på vej mod Vietnam, og han
havde svært ved at genkende den unge liberale mand fra den amerikanske
valgkamp, der nu var krigsherre og øverst befalende i en uovertruffen
militærorganisation.
Ellers
levnede dagene ikke meget rum til fordybelse og eftertænksomhed. Et af højdepunkterne
var aftensmaden i kabyssen, men også den forestående landgang blev der snakket
om. Besætningen havde været undervejs i ti dage, og de fleste af mændene
trængte til fast grund under fødderne. Om aftenen havde de fortalt hinanden
historier om Klabautermanden, genfærdet af en sømand, en benrad i olietøj med
tang i håret og skægget, der varslede ulykke eller dødsfald. Bermudatrekantens
mysterier og havfruernes uudgrundelige kalden blev beskrevet med gru og
forfærdelse, men alt i alt morede sømændene sig med denne form for tidsfordriv,
som skildrede søuhyrer og monstrøse malstrømme, der sugede alt og alle ned i deres
kolde, våde grave.
Distancen fra
Danmark til Nigeria var cirka 8600 kilometer, den forventede rejsetid var 10
dage. Om et døgn ville skibet ankomme til havnen i Lagos og Urban begyndte at
forberede sig på, hvordan han skulle få mest mulige ud af landgangen. Én ting
stod fast, han ville købe et postkort, som skulle afsendes til hans kone.
Varanen
Skibet lagde
til kaj i Lagos den 5. april 1962. Sømændene gik fra borde i højt humør og
forsvandt hastigt i menneskemylderet. Fast besluttede på at få flest mulige
oplevelser ud af den korte landgang. Solen skinnede fra en skyfri himmel og
temperaturen nærmede sig 30 grader. Urban forlod havneområdet alene og begav
sig ind i byen, hvor eksklusive højhuse og små hjemmelavede skure fortalte en
historie om en by, hvor velhavere og fattige levede side om side. Han gik i små
stræder og på store alléer, kom igennem industrikvarterer og beboelsesområder,
hvor nigerianerne levede og arbejdede.
Lugten af
mados fra de små skure blandedes med stanken fra folks latriner og en tung
dunst fra bilerne. Det skarpe lys fik Urban til at søge længere ind i de små
gader, hvor der var mere skyggefuldt og svalt. Gaderne herinde forgrenede sig i
mindre stikveje, med boder der solgte ananas, jordnødder, chilipebre, kakao,
kokosnødder og kaffe. Mellem boderne var der stablede bure med levende høns, og
indhegninger med geder og vortesvin, der først blev slagtede når kunden havde
valgt sin vare. Friskfangede fisk og glinsende muslinger lå til skue i store
trækasser, der var fyldt op med ophuggede isblokke, for at holde varen frisk.
På et
tidspunkt drejede Urban rundt om et hjørne forenden af en lille gyde, og blev
overvældet af det syn der mødte ham. Foran ham lå en kæmpe basar. Et mylder af
mennesker gik imellem boderne, hvor sælgere højlydt falbød deres varer. Markedet
var skærmet fra solen af store hvide teltduge, der sad fastspændt øverst på
nogle kæmpe pæle, som strakte sig 5 -6 meter op i luften og som stod delvist
nedgravede i den hårde, lerede jord. Caféer der tilbød friskstegte fiskeretter
og dampende supper fra små støbejernsgryder, forskellige frugtdrikke og øl, lå klemt
inde mellem de mange boder.
Duftene fra
markedet, der nænsomt opvarmedes gennem teltdugen og det flotte skue af folk i
farverigt tøj, drog ham længere ind i sværmen af handlende. Landgangen endte om
to timer og Urban havde nogle få amerikanske dollars der skulle bruges inden
da.
Efter en
stund nåede han frem til en stor bod, hvorfra der solgtes forskellige levende dyr.
Et af burene tiltrak sig hans opmærksomhed. Inde bag nogle tynde trætremmer sad
en lille varan, der vel var omkring 30 cm lang. Urban stod og så på det
grønskællede dyr, mens han mindedes at han som barn lod sig henrykke af Doktor
Lieberkinds bøger om dyrenes verden, hvor flotte farveillustrationer og levende
beskrivelser af fremmedartede dyrearter, fik ham til at drømme om fjerne egne
og eksotiske himmelstrøg. Med en 5 dollar seddel i hånden fik Urban fat i
dyrehandleren og pegede ivrigt på buret med varanen. Selve handlen forløb uden gnidninger.
Sælgeren var så tilfreds med beløbet, at Urban fik både varan, bur og foder
med.
Klokken var
efterhånden blevet mange og skibet Esso ventede på at sømændene vendte tilbage
fra deres eventyr. Urban sad på en havnecafé og skrev det postkort han lige
havde købt. På bordet foran ham stod buret med varanen og et lukket glas fyldt
med tusindben som den skulle fodres med. Han drak lidt af sin øl og skrev nogle
linjer til sin kone. Teksten lød nogenlunde sådan: Kære Skat! Landgang i Lagos, Nigeria. Er på skibet Esso Århus. Har
købt en varan og døbt den efter dig. Sejler videre til Mombasa, Kenya. Afmønstrer
i Hirtshals 23. maj, klokken tre. Kys!
De sejlede ud
til skinnet fra månen og lyset fra Lagos levende aftenliv. Snart var de ude på
åbent hav og skyggerne krøb frem fra krogene og de kom sivende ud af små
sprækker i dækket, tilskyndet af det rolige mørke. Urban arbejdede allerede i
maskinrummet og oplevede ikke når skibet sejlede tæt forbi en af de mange
boreplatforme ud for Nigerias kyst.
Til gengæld stod
han og kiggede ømt på varanen, mens han tænkte på sin kone derhjemme, og for
første og eneste gang på turen, blev han ramt af en sørgmodig hjemve.
Fortvivlelsen greb i nogle sekunder fat i hans sjæl, da det gik op for ham at
han måske ikke havde en kæreste at vende tilbage til efter sin kujonagtige
flugt. Men i stedet for at gå i panik over sine tåbelige handlinger, og deres
mulige konsekvenser, fortrængte han de dårlige tanker ved at fordybe sig i
arbejdet.
Dødvande
Atlanterhavet
lå foran dem og i løbet af 6 dage ville de runde Kap Det Gode Håb, og sejle
langs med den Afrikanske Østkyst op igennem Det Indiske Ocean. Turen til
Mombasa ville tage 12 dage, hvilket gjorde rejsen rundt om Afrika længere end
turen fra Danmark til Lagos.
Skibet Esso blev
søsat i 1956 og sejlede altid langdistanceture til Asien eller Afrika. Den
store dieselmotor havde allerede tilbagelagt flere tusinde sømil og krævede
dagligt at blive vedligeholdt. Urban arbejdede benhårdt i maskinrummet og
brugte næsten alt sin tid dernede. Tærede dyser eller tandremme blev udskiftet,
olieniveauet i motor og gearkasse blev kontrolleret. Hver gang en rustplet
dukkede op, blev den slebet ned og malet med rustbeskyttende maling. Han tilså
rørsamlingerne for lækager og sørgede for at der ikke kom vand i relæerne og
generatorerne.
De faste
rutiner fik dagene til at ligne hinanden, men om aftenen kunne Urban nyde den
friske havluft og følge skibets rejse under nattehimlen. Væk var de velkendte
stjernebilleder som Karlsvognen, Cassiopeia og Lille Bjørn. Forsvundet et sted
nord for ækvator, for at blive erstattet af mere verdslige navne som Passeren,
Mikroskopet og Agterskibet. Den sydlige halvkugle af jorden var idet hele taget
præget af stednavne, der blev opfundet af de første opdagelsesrejsende fra det
Europæiske kontinent. Afrikanske lande der havde været koloniserede og hvor
befolkningen blev lagt i trældommens tunge lænker, frembød adskillige eksempler
på den hvide mands overherredømme. Ikke kun på stjernehimlen, men også i
arkitekturen og i dybt ind i den afrikanske folkesjæl fandtes reminiscenser af
denne europæiske invasion, der havde efterladt kontinentet i en udmarvet og
forvirret tilstand.
Skibet ankom
til Mombasa den 18. april tidligt om morgenen. Havnen lå omkranset af lave bjerge
og i læ for bølgeslag. Det dybe vand strakte sig ind til kysten, så skibene
nemt kunne lægge til kaj. Arabiske købmænd havde grundlagt stedet allerede i
1000-tallet og det blev hurtigt en vigtig station for handelen på Det Indiske
Ocean.
Urban sad i
kabyssen og spiste morgenmad. Han kunne høre at landgangsbroen blev kørt hen
til skibssiden og mærkede straks en uro i kroppen, som altid opstod når der
ventede nye oplevelser. Det var en barnagtig følelse som huserede dybt i hans
sjæl, hvor ungdommens utålmodighed stadig havde et greb i ham. Trangen til at
tilfredsstille sine behov med det samme, uden at nyde ventetiden eller
forventningens glæde, buldrede i ham som et uregerligt tordenvejr og fik ham
ofte til at handle overilet. Uden tanke for at alle de uovervejede handlinger
han foretog sig, kunne få ubehagelige konsekvenser.
Mombasa var
Kenyas næststørste by og fungerede som bindeled for transithandelen til de
omkringliggende lande. Herfra strakte en imponerende jernbaneforbindelse sig
hele vejen til Nairobi, hvorfra den forgrenede sig til Uganda, Burundi, Rwanda
dele af Congo. Byen var således et driftigt handelsmekka, hvor alt lige fra
råolie, cement og bildele, til te, kaffe og grøntsager, blev lastet på skibe
eller transporteret væk med godsvogne og lastbiler.
Først på
eftermiddagen gik Urban rundt mellem Mombasas sammensatte arkitektur og undrede
sig over den heftige trafik i de smalle gader, hvor bilerne måtte køre i begge
retninger. Færdslen blev yderligere besværliggjort af at gamle ladcykler læsset
med frugt, og slidte hestekærrer fyldt med brænde eller krydderier, blev
fragtet ind mod byens centrum for at blive solgt på det lokale marked. I et
forsøg på at komme væk fra larmen drejede han ned ad en endnu smallere gade,
hvor husmurene højst var halvanden meter fra hinanden. I starten var der ikke
andet end den lige vej og nogle få butikker, men et godt stykke henne dukkede et
endnu smallere stræde op fra bag et hjørne. Urban gik nu så tæt på murene, at
hans skuldre næsten rørte dem. Der virkede helt øde hernede og umiddelbart
kunne han ikke se hvor strædet endte. Alligevel fortsatte han fremad, opsat på
at se hvor denne indsnævrede gade ville slutte.
Varmen var ulidelig
og tørsten indfandt sig. Samtidig havde monotonien i fremfærden, de ensartede
høje mure, den smalle brolagte vej og dens tilsyneladende endeløse længde,
trængt Urbans fornuft i baggrunden. Sveden piblede frem under skjorten og han
mærkede tydeligt hvordan desperationens sorte slør dækkede for enhver klar
tanke.
Urban havde
fulgt vejen i over tyve minutter og pludselig kunne han se en lille café der lå
klemt inde, mellem muren på hans højre side. Den så ikke ud af meget når man stod udenfor, indgangen
var smal og det eneste lys som slap igennem kom fra et beskidt vindue ovenover
døren. Alligevel trådte han indenfor, i håbet om at kunne få slukket sin tørst.
Indenfor bredte rummet sig ud, som en udslået vifte. Væggene var mindst fem
meter fra hinanden og rummet var omtrent syv meter dybt. Længst nede var en
slidt trædisk og bag ved stod en mand, klædt i hvid turban og en farverig
kjortel. Langs væggene var der opsat nogle lave senge og ved siden af hvert
hovedgærde var placeret en bakke, hvorpå der stod en tændt messing-olielampe.
Der lå også en langpibe af merskum og en pakke tændstikker ud for hver seng,
som var opredt med gule lagner og slidte puder.
Urbans tørst
drev ham igennem rummet og hen til disken. Han hilste kort på værten og gjorden
en bevægelse med hånden, som når man løfter et glas for at drikke og pegede op
på væggen med øl. Manden nikkede forstående og viste ham hen til en af sengene.
Herefter gik han tilbage til disken efter en flaske øl. Urban satte sig på
kanten af sengen, lidt ubehagelig til mode over at skulle sidde så lavt, men
stærkt opsat på at få noget at drikke.
Værten kom
tilbage med øllen og pegede på piben. Urbans rygetrang var stor og han var ikke
sen til at takke ja. Piben bestod af et tykt rør, omtrent 30 cm langt. For
enden bar den et kort fladt hoved, som var udhulet og øverst udvidede hullet sig
til 1 centimeters tykkelse. Værten fremviste en lille brun klump, som han
placerede i pibehovedet, derefter lod han Urban forstå at piben med ekstrakten
skulle holdes ind over den tændte olielampe, når han tog den første inhalering.
Den kolde øl,
duften fra tobakken og den søde smag, der mindede om duften fra en
blomstermark, gjorde at Urban tog adskillige dybe inhaleringer. Han havde lagt
sig på sengen og følte en ubeskrivelig lethed i kroppen. Snart følte han sig
flydende og vægtløs som en sommerfugl. Røgen fra tobakken strømmede ud i
blodbanerne og op i hjernen på ham. Et kort øjeblik forsøgte Urban at rejse sig
op, men kroppen ville ikke med. I stedet lagde han sig tilbage og lod hovedet
hvile på de slidte puder. I et kortvarigt klarsyn gik det op for ham, at han
måtte have røget opium. Han var varm i hele kroppen og ben og arme føltes
tunge, som om han blev holdt nede af en usynlig kraft. Omgivelserne fortonede
sig bag hans slørede syn og snart flød han ind i en døsig tilstand, hvor tiden
blev en inferiør detalje.
Urban vågnede
med et sæt. Rummet var nu henlagt i mørke og værten var ingen steder at se. Det
snurrede stadigvæk i kroppen og han måtte samle alle kræfter, for at komme op
at stå. Forvirret og træt gik han mod udgangen, i håbet om at luften ville være
mildere end tidligere på dagen. Udenfor var det blevet mørkt og Urban kastede
et hurtigt blik på sit ur. Tiden var løbet fra ham. Skibet ville sejle om tyve
minutter og han anede ikke hvordan han skulle nå frem i tide.
Han satte i
løb igennem den smalle passage, men havde svært ved at holde balancen. Flere
gange stødte han skuldrene imod væggene eller faldt og skrabede sine håndflader
og knæ. Da han endelig nåede tilbage til den første gade var der ikke længere
heftig trafik og alle butikker var lukkede. Fra bag nogle bygninger kunne han
høre et skibshorn blæse til afgang og det stod klart for ham at det var Esso
Århus som nu afsejlede. Urban løb mod havnen, som havde han djævelen lige i
haserne, men da han nåede derned kunne han se at skibet allerede var på vej ud
i Det Indiske Ocean.
Han stod nu
helt nede ved kajen og så på de gamle træskibe, der fragtede forskellige varer
fra land til land. Urban syntes de så noget faldefærdige ud, og undrede sig
over at de kunne klare, at tilbagelægge så mange sømil. Esso Århus var
efterhånden så langt væk, at man ikke kunne se om det kom nærmere eller sejlede
længere væk. I nogle få sekunder mærkede han hvordan panikken forsøgte at kaste
sine jagende kroge i hans sårbare sjæl, og han glemte helt at trække vejret.
Aftenens mørke tåge bredte sig udover havnen og i stilheden fik Urban langsomt
samlet tankerne. Bag ham lå rederikontorerne, hvor han i morgen ville søge hyre
på det næste skib mod Europa. Indtil da måtte han finde et sted at overnatte,
helst tæt ved havnen.
Nedslået over
ikke længere at kunne være i selskab med varanen, som nu var overladt til sin
egen skæbne, gik han ind i Mombasas mørke på udkig efter et billigt hotel. Han
håbede at et andet besætningsmedlem ville finde en plads i sit hjerte til det
lille grønskællede dyr, der havde fået Urban til at føle sig mindre ensom og
givet ham mange underholdende timer.
I en gade tæt
ved kontorerne lå et lille motel. Indgangen var oplyst af en stor olielampe,
der mindede ham om sin uheldige omgang med opiumspiben, men alligevel trådte
han ind i foyeren. Receptionisten sad og sov på en stol. Foran ham stod en lav skranke
med den obligatoriske bordklokke og Urban slog resolut på den. Manden på stolen
vågnede med et sæt, kiggede forvirret rundt og fik øje på gæsten. På gebrokkent
engelsk fik han budt den fremmede velkommen og i løbet af ingen tid fik de
forhandlet sig frem til et værelse for natten.
Urban lå på
sengen og røg en smøg. Han var stadigvæk påvirket af dagens begivenheder, men
følte sig alligevel lettere til mode nu. En svag brise kom ind gennem vinduet
og den ulidelige varme, der havde klæbet til hans krop, slap efterhånden sit
tag i ham. I luften var der kun stilheden tilbage og hans tanker var ikke
længere et oprørt hav. Søvnen begyndte at melde sig og Urban skoddede
cigaretten. Han tog skoene af og lagde sig godt tilrette, mens en sidste tanke
gled ind i hjernebarken og mindede ham om at han hellere måtte skrive endnu et
postkort til sin kone.
