Fem glimt fra hverdagen


Jeg har studset mit skæg
Pudset mine sko
Skjorten er strøget
tæt ind til kroppen
70'ernes dansekonge
tager bussen på arbejde
til lyden af et stumt beat
...

Sidder på en stol
Drikker af en kop
Form betyder alt
Så længe at jeg
ikke bevæger mig
eller taler
opdager ingen
at indholdet mangler
...

Jeg tager en tur til stranden
Ser alvorlige mænd
trække en streg i sandet
Slå vindskærme op
og hive maven ind
Jeg anede ikke
at der fandtes så mange
grænsevagter i dette land
...

Mine tanker samler støv
i et hus uden vinduer og døre
Finder en sprække i muren
Partiklerne danser i solen
...

Pestlæge går om bord på skibet
Sorte flag vejrer i luften
Mund til mund-metoden
er kun for idioter
...