Endnu ser vi i et spejl, i en gåde,
men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg
kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud. (1. Kor. 13,12)
Forleden
morgen sad jeg i bussen på mod Kløvermarken. Klokken var lidt i syv og disen lå
stadigvæk henover landskabet. Silhuetter af byens bygninger brød igennem de
tågetabte barrierer og solens stråler begyndte langsomt at skære sig igennem
morgengryet.
Lyden fra
motoren, chaufførens tændte radio og bussens rolige fremdrift, gav mig en
følelse af tryghed, som gjorde mig ubekymret og veltilfreds. Det var en
velkendt fornemmelse, som altid groede frem fra stilhedens muld. Den blev næret
af min trang til normalitet og spirede voldsomst når jeg var i sikkerhed for byens
spektakel og sitrende menneskemængder.
Vi havde kørt
et stykke tid uden stop og jeg var den eneste passager i bussen. Mens vi var på
vej ned igennem en lang gade, fornemmede jeg pludseligt at der var nogen på
sædet lige bag mig. Jeg drejede hovedet og der sad en mand klædt i sort tøj,
som mindede meget om min egen påklædning. Han var noget ældre end mig, en smule
skrutrygget og med et halvråddent tandsæt, der kom til syne når han åbnede
munden. Lugten fra ham var harsk, som om han allerede var begyndt at gå i
forrådnelse og hans ånde stank af snarlig død og fordærvelse.
Vores blikke
mødtes og han smilede til mig. Det var et tvetydigt og bedrevidende smil, der
fortalte at han vidste noget om mig, som jeg endnu ikke selv var klar over. At
han kendte mig for noget jeg endnu ikke havde bedrevet.
Han havde en
sort rygsæk på som kun lige hang sammen. Det så ud som om den var blevet båret
i årevis, mens den var blevet tæret af regn og sol. Tøjet sad alt for løst på
ham. Det var betydeligt mere slidt end mit eget tøj og derudover møgbeskidt. På
venstre ringefinger bar han en skinnende guldring, der overhovedet ikke passede
til resten af mandens ydre. Det slog mig at den måtte være et levn fra hans
fortid, et symbol på det liv han engang havde ført, men som han ikke længere
var en del af.
Med sin
lurvede fremtoning og usle hygiejne lignede han mest af alt en garvet hjemløs,
der var blevet formet af livets og vejrets hårdhed. Alligevel følte jeg et
mærkeligt slægtskab til manden, et aparte tilhørsforhold, som om der var en
forbindelse mellem os, en fælles nedstamning, der gjorde os biologisk forbundne
med hinanden. Det var en uhyggelig fornemmelse, der groede frem af dunkelheden
mellem nutid og fremtid.
Vores
øjenkontakt varede kun nogle få sekunder, men det var længe nok til at en
sindssyg tanke slog ned i mig. For hvad nu hvis denne mandsling var mit spejl
ind til fremtiden? Eller ligefrem en afart af min person, der var rejst hertil
fra den mørke og gådefulde fremtid, for at vise mig hvor min nuværende
livsførelse ville bringe mig hen med tiden.
Angsten greb
fat i mig med en foruroligende kraft og blev yderligere forstærket af min
forvrængede tvillings tavse tilstedeværelse. En kold luft trak op i mine
næsebor og ned i mine lunger. Rå signaler sendtes rundt mellem hjernebroerne og
gjorde hele situationen sært skræmmende. En snigende paranoia fyldte hele min
bevidsthed og slog sine stålkolde kroge i mit sind, mens jeg blev trukket
længere ind i vanviddets frygtindgydende hvirvler.
Jeg vendte
ansigtet bort fra manden, for at løsrive mig fra uhyggen. Sveden løb fra
armhulerne og min puls bankede heftigt, men samtidig var jeg lettet over at vi
ikke længere havde øjenkontakt.
Bussen
fortsatte sin rute uden på- eller afstigninger. Jeg kunne ikke længere fornemme
at han sad bag mig, men jeg havde ingen trang til at kigge efter. I stedet
forsøgte jeg at abstrahere fra oplevelsen og få styr på den sjælelige og
legemlige uro, der rumsterede i mit indre.
Skyerne
mistede deres sidste rødme og solens stråler slog gnister i morgenlyset.
Vinduet genspejlede mit farveløse ansigt, de urolige øjne og sammenbidte kæber.
Jeg mærkede at efterdønningerne fra chokket stadig sad i kroppen, som var isen brast
under mig og jeg kun lige var kommet i sikkerhed på en isflage.
Alligevel
følte jeg en sær tvetydig trang til atter at kigge bagud, enten for at få
vished for mine bange anelser eller for at blive afkræftet i dem. Jeg fik styr
på mit åndedræt, strammede hænderne sammen til knoerne blev hvide og drejede hovedet.
Hvert sekund
var som en mur af glas der skulle brydes ned, men da jeg endelig fik kigget
bagud var manden væk. Jeg placerede en hånd på sædet, det var stadigvæk varmt.
Selv om uroen
rumlede i min krop og nervøsitetens kolde sved lagde sig klamt på huden, rejste
jeg mig op for at gå ned igennem bussen, for at se om han havde flyttet sig.
Bussen havde stadig ikke gjort holdt, men manden var ingen steder at se. Jeg
kiggede under sæder og ved udgangene, men der var ikke andre end chaufføren og
mig tilstede.
Ængstelighedens
medicin flød i mine årer og forgiftede min hjerne, der ikke kunne begribe hvor
manden var blevet af. Jeg kendte ikke nogle naturlove, der forklarede hvordan
et menneske kunne materialisere sig, for derefter at opløses igen i intethedens
usynlige stof?
Vi nærmede os
stoppestedet og jeg trykkede stop, utålmodig efter at komme væk fra dette
mærkelige ridt, så jeg kunne påbegynde min vandring tværs over Kløvermarken. Bussen
holdt ind til siden og dørene gik op. Jeg skyndte mig at gå nogle meter ind på
græsplænen, hvor jeg tændte en smøg og forsøgte at få ro på tankemylderet.
Den kølige
luft føltes behagelig og jeg nød atter at være ude i det fri. Foran mig lå
cirka to kilometers gåtur gennem hvad jeg betragtede som min egen lille grønne
ørken. Den pludselige overgang fra asfaltjunglens larm og støj til det totalt
øde og golde landskab, var som et snit mellem to helt forskellige verdener.
I min hjerne
blev Kløvermarken forvandlet til en tidløs ødemark, et historieløst sted, hvor
jeg selv kunne fylde rummet op. Det var et af de få steder i København hvor jeg
fik ro til fordybelse og tid til at finde mig selv, for her var det kun mit
verdensbillede og mine mønstre der herskede.
Jeg skoddede
smøgen og begyndte at gå. Duggen hvilede stadigvæk på plænen, som et hav af
tårer, og hvert enkelt græsstrå bar på en dråbe af nattens fugtighed. Lette
skyer sejlede frem på morgenlysets himmel, hvor atmosfærens tæthed mildnede
overgangen mellem dæmonernes mørke nat og daggryets lydløse spøgelser.
Godt og vel
halvvejs igennem min vandring, fik jeg øje på noget der lå på græsset cirka 40
meter fra hvor jeg var. Det lignede en mørk bylt af tøj, som nogen havde smidt
fra sig. Jeg gik langsomt tættere på og pludselig kunne jeg se at den sorte
masse rørte en smule på sig. Det var kun små bevægelser, men nok til at jeg
fornemmede at der var en form for liv. Pulsen steg betragteligt ved dette syn
og hele min krop kom i en overspændt tilstand, hvor adrenalinet strømmede ud i
blodkarrene og skærpede min årvågenhed.
Lige ved
siden af mig lå en stor bunke med grene. Jeg rodede i den og fandt en solid
kæp, der kunne bruges som både vandrestav og våben, hvorefter jeg tog de sidste
skridt hen i mod bylten.
Min ene hånd
knugede hårdt om kæppens barkede overflade, der endnu var fugtig af at have
ligget i græsset. Duften af harpiks og græs, blandet med den friske morgenluft,
trak ned i mine lunger og skærpede sanserne. Jeg var efterhånden så anspændt,
at enhver rystelse af nervesystemet utvivlsomt ville resultere i en voldsom og
aggressiv reaktion fra min side.
Alligevel kom
det som et chok for mig, da jeg opdagede hvem det var der lå på græsset og sov.
Det var manden fra bussen. Vejrtrækningen var dyb og langsom, men han lå
uroligt. Kroppen afgav næsten hele tiden nogle små ryk, som fik ham til at
ligne en der lige havde fået strøm ført gennem kroppen.
I nogle
sekunder overvejede jeg at gå hurtigt videre uden at kigge mig tilbage, men samtidig
var jeg blevet grebet af en uimodståelig trang til at finde ud af hvordan han
var nået ind midt på Kløvermarken før mig.
Jeg løftede
kæppen en smule og pirkede forsigtigt til ham, men han sov uforstyrret videre.
Det irriterede mig at han ikke reagerede, nu hvor jeg havde besluttet mig for
at konfrontere ham, så jeg slog ham kraftigt på det ene ben for at få vækket
ham.
Manden
vågnede med et sæt og kiggede sig forvirret omkring. Jeg havde løftet kæppen op
over hovedet og var parat til at forsvare mig, hvis han ville lave et udfald i
mod mig. Han virrede med hovedet, gned sig i øjnene og kiggede op, for at se
hvad det var der havde ramt ham.
I samme
øjeblik han fik øje på mig, sprang han op og begyndte at løbe. Jeg reagerede
med det samme og satte efter ham, uden helt at være klar over hvad jeg ville
gøre, når jeg indhentede ham. Min hysteriske hjerne pumpede signalstoffer ud i
kroppen og lagde et slør ned over fornuften, der fik mig til at agere
instinktivt og ufølsomt, som om en dyrisk ånd havde bemægtiget sig mit legeme.
Jeg halede
hastigt ind på ham og da der var under en meter i mellem os, svingede jeg
kæppen hårdt ind i ryggen på ham. Han skreg højt og faldt forover. Med armene
flaksende desperat foran sig ramte han jorden og slog hovedet ned i græsset.
Selv om staklen gispede efter vejret og krympede sig sammen, tildelte jeg ham
nogle flere slag med kæppen. Der var ikke længere noget filter ind til
ufornuftens verden, ind til det sted hvor barbariet og brutaliteten rådede over
min forstand.
Manden begyndte
at skrige højt og skingert. Det var et desperat skrig, der ridsede sig ind i
min sjæl og mærkedes som splintret glas der borede sig ind i min hud. Jeg
lukkede øjnene og slog kæppen hårdt mod ham gentagne gange, nu indfanget i et
felt mellem blodrusens intoksikerede virkning og en frygtelig desperation. Grebet
af et blindt raseri, der var så voldsk og afstumpet at jeg først stoppede med
at slå flere minutter efter at manden var blevet tavs.
Til sidst tog
jeg en dyb indånding og åbnede øjnene, fuldstændig overbevist om at jeg havde
slået manden ihjel. Jeg smed kæppen fra mig og kiggede ned, men til min
forfærdelse var han væk. I stedet sad der en stor sort tudse i græsset foran
mig, som havde placeret sig midt på den plet hvor han havde ligget og sovet.
Jeg spejdede
ud over Kløvermarken, men det eneste jeg så var det flade grønne landskab og
fuglene som trak henover himlen. Manden var væk. Selv om han måtte være stærkt
forslået var det lykkedes ham at slippe bort. Det undrede mig at der ikke var
noget blodspor, men han var som sunket i jorden.
For hvert
sekund der gik, mærkede jeg at galskaben forlod min krop. Angstsvedens kolde
dråber lå endnu på min hud, men den heftige frygt var forsvundet og afmagtens
dræbende viljeløshed løsnede grebet om min tankeverden.
Til at starte
med tænkte jeg ikke videre over tudsens tilstedeværelse, men hver gang jeg
kiggede ned kunne jeg se at den sad helt ubevægelig og kiggede op på mig. Den
stirrede uafbrudt på mig med sine store orangerøde øjne, der udstrålede en
koncentreret agtpågivenhed overfor min person.
Huden var tør
og fyldt med små vorter, hvorfra der piblede et hvidligt sekret frem som
lignede væske fra et betændt sår. De kraftige lemmer og den runde mave gav
tudsen et kødfuldt udseende, der mindede om det man kunne se hos enhver
velnæret og åndedrætsbesværet tyksak her i landet.
Hele tudsens
udseende, og dens pludselige fremkomst, overbeviste mig om at den var startet
som en kim i helvede, sået af djævlen i jordens indre og groet op igennem brændende
kul og hårde sten. Den måtte være et mørkets væsen der var sendt herop for at
skræmme livet af mig, fordi jeg i min blodrus havde overfaldet den sovende mand.
En pludselig
indskydelse fik mig til at stampe min ene fod hårdt ned i jorden, for at få
tudsen til at bevæge sig. Vibrationerne fra trampet fik den til at vralte nogle
skridt fremad, hvorefter den satte sig roligt til rette igen. Jeg kiggede ned
på den tomme plet hvor tudsen havde siddet og til min forfærdelse lå der en
skinnende guldring, der lignede den som manden havde båret.
I et åndeløst
sekund bukkede jeg mig ned for at samle ringen op, men i samme øjeblik jeg
rørte ved den var det som om at min krop blev ramt af en ulidelig svimmelhed.
Jeg mistede balanceevnen og faldt forover, mens det begyndte at sortne for mine
øjne og omgivelserne blev omtågede og udflydende.
Lige inden
besvimelsens rus ramte min krop nåede jeg at se op. En mand klædt i sort tøj
stod og kiggede ned på mig, mens han stak til mig med en stor gren. Jeg
forsøgte at skrige, men lydene druknede et sted midt imellem virkelighedens og
fantasiens verden, i et surreelt ingenmandsland, hvor lurvede engle og Satans
håndlangere hjemsøgte mine drømme.
