Stikkersvin

STIKKERSVIN

Fredskrænkelse, forbrydelser, der krænker privatlivets fred, især opregnet i Straffeloven kap. 27, paragraf 263, 264 og 265

De fleste danskere kan blive enige om at socialt bedrageri er både ulovligt og forkasteligt. Men telefonlinjer og hjemmesider, hvor borgerne helt anonymt og uden ansvar kan angive deres naboer for at snyde med sociale ydelser, hører ikke hjemme i Danmark.

Eksperter inden for offentlig forvaltning og socialret har tydeliggjort de etiske problemstillinger, som dukker op til overfladen, når kommunerne giver borgerne muligheder for at angive hinanden for bedrageri.

Ikke alene ødelægger det anonyme angiveri tillidsforholdet mellem mennesker, det åbner også op for at borgere kan skade naboen, som man har et horn i siden på, helt uden at skulle stå til ansvar.

Vi risikerer dermed at nogle vil stå anklaget, uden nogen grund, fordi det er noget helt andet der får anmelderen til at reagere. Det kan være misundelse, en strid om en hæk, eller det kan også være at man ikke bryder sig om at naboen er muslim eller at den mandlige overbo går i dametøj, og så kan man jo altid ramme dem gennem angiveri til kommunen.

DET BEFÆNGTE FÆLLESSKAB

§ 264d beskytter mod videregivelse af informationer af privat karakter, fx vedrørende familieforhold, selvmord og økonomi.

§ 264 a. Den, som uberettiget fotograferer personer, der befinder sig på et ikke frit tilgængeligt sted, straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder. Det samme gælder den, der ved hjælp af kikkert eller andet apparat uberettiget iagttager sådanne personer.

Når vi skaber et samfund, hvor anmeldervirksomheden hersker, bliver fælleskabsfølelsen og sammenhængskraften en inferiør detalje. Dermed udvikler vi et samfund, hvor vi efterhånden lever hver for sig, et samfund hvor borgerne ikke mener at de bryder en solidaritet ved at anmelde deres medborgere.

Flere kommunalpolitikere, embedsmænd og ansatte i staten argumenterer for at anmelderi er udtryk for en kernesund samfundsbevidsthed. Samtidig er der en stigende tendens til, at staten ønsker at kontrollere sine borgere, fordi det offentlige bliver mødt med et stigende krav om at øge kvaliteten og effektiviteten. Problemet ved denne fremgangsmåde, hvor staten udviser mistænksomhed overfor sine borgere, er at den får mistillid igen.

Ved at bede borgerne om at anmelde hinanden, demonstrerer staten at den ikke har tillid til sine borgere. Mistænkeliggørelsen kan nemt blive en selvforstærkende proces, hvor tillidsrelationen mellem stat og borger bliver reduceret. Hvilket er en uheldig tendens, hvis man vil bevare fundamentet for det samfund vi har bygget op.

Man forstår jo de kommunale bureaukraters begejstring over at få opsporet nogle sociale bedragere i en tid med stramme budgetter. Omvendt er det også uundgåeligt, at både det offentlige system og vi som borgere stiller os selv spørgsmålet, om vi ønsker at leve i et samfund, hvor det bliver en kerneværdi at stikke hinanden. Hvor kommunerne ikke kun tager imod angivelser af sociale bedragere, men ligefrem tilskynder borgerne til at holde øjne og ører åbne på fællesskabets vegne.

Den samhørighed, der kommer ud af den slags, er en befængt samhørighed. Det danske samfunds fællesskabstanke bygger på indbyrdes tillid mellem mennesker, tillid mellem systemet og borgerne. Vi tror grundlæggende på, at vi vil hinanden det godt. Derfor indgår vi i det lovmæssigt fastsatte fællesskab med hinanden, som velfærdssamfundet er et udtryk for.  

Bliver velfærdssamfundets kerneværdi i stedet mistillid, overvågning og stikkervirksomhed, får vi et fællesskab hvor borgerne ikke føler at de skylder nogen noget. Tværtimod. Det er nok de andre, der skylder én selv noget, og måske skylder de mere end de rent faktisk giver.

BIG MOTHER & BIG BROTHER HAR INDGÅET ÆGTESKAB

Meddelelseshemmeligheden beskyttes af § 263, som dækker åbning eller læsning af andres breve, telefonaflytning, hemmelig rumaflytning vha. apparatur samt indtrængen i it-systemer, såkaldt hacking.

Potentielt er der en indbygget fare for at den store velfærdsstat(Big Mother) ender med at smelte sammen med den store overvågningsstat(Big Brother). For dermed at opnå sikkerhed for et velsmurt velfærdsmaskineri, der skal være så strømlinet som muligt. Konsekvensen bliver i værste fald udbredt kontrol, forbud, overvågning og begrænsning af borgernes retssikkerhed i fællesskabets tjeneste.  

Når flere kommuner nu ligefrem ansporer borgerne til at stikke hinanden, må man sige at Big Mother og Big Brother i høj grad er blevet et tohovedet monster. I et omfang, så man efterhånden har svært ved helt seriøst at argumentere for, at der ikke er totalitære tendenser i udviklingen af det danske samfund.

At være stærkt kritisk over for de omsiggribende tendenser til kontrol og overvågning indebærer naturligvis ikke nogen opfordring til eller accept af socialt bedrageri.

Den slags er tankeløst og uforsvarligt og må misbilliges og modarbejdes. Diskussionen handler derimod om forskellen på et sundt og et sygt fællesskab, et sundt og et sygt samfund.

Hvor langt ude argumentationen for angiveriet er, kan man forvisse sig om ved at lytte til kontorchefen i KL’s juridiske afdeling, som forsvarer opfordringen til stikkeri med, at ”det er en nødvendighed, når økonomien strammer til, at man også sikrer sig, at de midler, man har til rådighed, går de rigtige steder hen”.

Bruger vi som mennesker den argumentation i alle livets forhold, skaber vi en utålelig tilværelse for hinanden. Hvor vi ender med at være en nation af handlingslammede borgere, der frygtsomt overvejer om vi kan agere ud fra egne ønsker og behov. Dermed er vejen banet for et opgør med fællesskabstanken, hvilket legitimerer at vi bliver et samfund af individualiserede stikkersvin, der skrupelløst angiver naboen på en formodning om snyderi. 

Det er en udvikling som, i sidste instans, kan skabe en vidtforgrenet anmeldervirksomhed, der totalt undergraver velfærdsstatens sammenhængskraft. Hvilket efterlader os med intet andet end svage reminiscenser af et samfund, hvor fællesskabsfølelsen har kastet anker i hele nationens hjerte.