Formand for Rådet for Socialt Udsatte, Preben Brandt
Den selektive moral
Socialdemokraternes(S) gamle parole, om at gøre din pligt og kræve din ret har gradvist fået en ny betydning. Sætningen var oprindelig en erklæring der støttede en samfundsvision, hvor alle havde pligt til at bidrage til fællesskabet og hvor fællesskabet til gengæld skulle sikre borgernes ret til tryghed, velfærd og arbejde.
Siden Helle Thorning-Schmidt og den daværende regering tiltrådte i 2011, er udmeldingen om ret og pligt blevet brugt
flittigt af forskellige socialdemokrater. Men budskabet er efterhånden ændret.
En ny fortolkning af parolen er blevet plantet i hjernerne på politikerne. For
når S i dag snakker om ret og pligt, er det oftest i forbindelse med kritiske
udtalelser om arbejdsløse, førtidspensionister og fleksjobbere.
I de senere
år har der været en betydelig vækst i antallet af økonomiske sanktioner overfor
kontanthjælpsmodtagere. Dette gælder også for mennesker, der er kategoriseret
som havende problemer ud over ledighed.
Næsten alle ledige straffes, hvis de ikke opfylder alle punkterne i reglen om
rådighedspligt. Lovgivningen om anvendelse af økonomiske sanktioner over for
arbejdsløse er gradvist blevet skærpet gennem de sidste mange år, hvilket har ført til skrappe sanktioner overfor en stor og uhomogen gruppe
af mennesker.
Denne brogede
gruppe af mennesker, som før i tiden blev mødt med forståelse af den brede
befolkning, bliver nu brugt som prügelknabe af et gammelt arbejderparti, der
mener at de ledige kræver for meget af samfundet og yder for lidt til
fællesskabet.
I slipstrømmen
af disse sanktioner har S indført en række reformer indenfor arbejdsmarkedspolitikken,
hvor forringede ydelser og skærpede krav skal motivere de ledige til at gøre
deres pligt og tage et job. S ser dog ud til at have glemt at det er svært at gøre
sin pligt – at passe sit arbejde og spytte i den fælles kasse, hvis der ikke er
noget job at få.
Sloganet om
pligt og ret var tidligere et kampråb om frigørelse, brugt af S og
arbejderbevægelsen i kampen for sammenhængskraften i samfundet. I 1870’erne,
hvor S stadigvæk var en underklasse-bevægelse, var sloganet et udtryk for ønsket
om lige rettigheder for alle klasser. I dag hvor S er et helt andet parti, der
repræsenterer en dominerende middel- og overklasse, betyder ordene åbenbart
noget helt andet.
Mange af
folketingets medlemmer har de senere år fundet det legitimt at reducere
rettighederne for underklassen. Samtidig med at de har sat øget fokus på disse
menneskers særlige pligter overfor samfundet. Dette har blandt andet udmøntet sig i at
ledige bliver brugt som en andenrangs arbejdskraft(i aktivering eller i
nyttejob), hvor de har pligt til at arbejde for deres overførselsindkomst.
Mottoet om ret og pligt er blevet
et småborgerligt moralsk udsagn, som den dominerende middel- og overklasse nu
kan bruge til at fastholde en alsidig gruppe af kontanthjælpsmodtagere i
lavtlønsarbejde. En gruppe som ikke har ret til almindeligt lønarbejde og ikke
får mulighed for at optjene ret til dagpenge.
De arbejdende
borgere er altså begyndt at moralisere over hvorvidt de ledige skal have samme
ret til den velstand, som er tilgængelig for folk med penge på lommen. Den
gamle parole, som skulle være et kampråb for ophævelsen af klasseskel, er derfor
blevet et slogan der tillader at vi bevæger os mod en ny klassedeling, med
grupper der har særlige rettigheder og pligter.
Det danske
samfund risikerer dermed at ende med en feudalistisk tankegang, hvor de
øverste samfundsklasser ikke længere anerkender de lediges krav.Fattige fornøjelser
Den
sanktionerende tilgangsvinkel overfor ledige har haft andre konsekvenser i
relationen mellem de sociale klasser. En ny smålighed er vokset frem blandt de
velstandsnærede grupper, hvor de fattige ikke skal have ret til noget der
minder om fornøjelser. Diskussionen iblandt middelklassen bunder efterhånden i
en gnieragtig holdning om, at de fattige ikke skal tro at de er noget, og på
den måde holder man denne gruppe på plads.
Socialdemokratiet og de borgerlige partier bruger ofte et voldsomt sprogbrug, når de skal omtale kontanthjælpsmodtagere. Og det begynder at ligne et mønster, hvor opgøret med ledighedskulturen(S
eget ordvalg) drejer S kraftigt mod højre i dansk politik. Uden tvivl en
manøvre som udføres for at holde på de vælgere, der ellers ville tilslutte sig de borgerlige partier.
Det er altså
blevet statens og dermed flertallets krav, at de fattigste(de ledige) skal lide
større afsavn end resten af befolkningen. Samtidig bliver de lediges
levestandard vejet og vurderet ud fra devisen om materiel velstand.
Et flertal af
den arbejdende befolkning mener, at en kontanthjælpsmodtager der ryger 20
cigaretter om dagen, ejer en fladskærm og holder hund, har alt for gode
økonomiske vilkår. Så fremfor at debatten kommer til at handle om hvordan
samfundet undgår langvarig marginalisering af borgerne, er vi endt i en
situation hvor det mere handler om hvad vi under mennesker på kontanthjælp.
Skiftende regeringers skrappere
krav til de ledige, har ført til at flere tusinde mennesker har mistet retten
til kontanthjælp. Denne gruppe tælles ikke længere med i ledighedsstatistikken,
da de er overgået til såkaldt selvforsørgelse. Dette er ikke lig med at disse
mennesker er kommet i beskæftigelse, men er blot et udtryk for at de finder
veje til at klare sig.
De hutler sig
igennem hverdagen, må i perioder undvære medicin, tandpleje, tøj og ordentlig
mad – og det kan ikke udelukkes, at de skaffer penge ved kriminalitet. På længere
sigt kommer de igen tilbage på kontanthjælp, oftest uden at de i mellemtiden
har haft et almindeligt arbejde.
Og det er
netop situationen i dag for cirka 100.000 danskere på kontanthjælp. Der er
ganske enkelt ikke noget job til dem.
Socialdemokratiet
har læst skriften på væggen og for dem er det formålstjenstligt at understøtte
en marginalisering af de ledige. De er blevet troløse mod det gamle motto, for
så ville retten til arbejde veje mindst lige så tungt som pligten. I stedet
tilfredsstiller de det velbjærgede flertals forventninger om skærpede krav
overfor de arbejdsløse. 