Medicin
der ikke tages, virker ikke
Arbejdsløse
og førtidspensionister har ikke altid råd til at købe den medicin,
som de har fået ordineret. Apoteker landet over melder om stadig
flere kunder, der dropper købet af medicin når de står ved disken.
Samtidig
viser en måling foretaget af Megafon, at hver tiende arbejdsløse
eller førtidspensionist helt har undladt at tage sin medicin, fordi
økonomien ikke er til det. Ydermere er det dokumenteret at i gruppen
af mennesker på nedsat kontanthjælp, har over 30 procent undladt at
købe medicin, fordi de så ikke havde råd til husleje og mad.
Samme
mønster gjorde sig gældende i Københavns Kommunes
fattigdomsundersøgelse, hvor cirka hver fjerde fattig oplyste, at
vedkommende havde sagt nej tak til lægeordineret medicin, fordi
personen manglede pengene.
Det
kan være folk med lave indkomster og studerende på SU, der er så
økonomisk klemt, at de enten udskyder købet, skærer ned på den
daglige medicindosis eller helt undlader at købe deres medicin. Det
kan også være mennesker på overførselsindkomst, som ikke kender
deres muligheder, eller ikke orker at søge om ekstra tilskud til
medicin. Eksempelvis har næsten hver anden (45%) førtidspensionist undladt at tage sin receptpligtige medicin.
For
den store gruppe af mennesker med en psykisk sygdom, er det ekstra
uheldigt når en dårlig økonomi gør at de undlader at tage deres
medicin. Især blandt de psykotiske patienter er det meget alvorligt
når de får tilbagefald. Desuden risikerer samfundet en større
udgift på længere sigt, når den enkelte patient ikke køber sin
medicin, fordi sygdommen ikke behandles så hurtigt og effektivt som
det er muligt.
Selv
om Danmark har lav økonomisk ulighed, er der en stor og voksende
social skævhed i sundhed. Uligheden giver sig blandt andet udtryk i,
at borgere med lav indtægt dør tidligere end borgere med høj
indtægt. De har også færre år med et godt helbred. Udsatte borgere bruger desuden mere medicin, og de kan have sværere ved at bevare overblikket over deres medicin.
Uligheden
i sundheden gælder også på medicinområdet. Forbruget er meget
større for folk med kort eller ingen uddannelse. Dette gælder også
for psykisk syge og andre borgere på overførselsindkomst, der
bruger tre gange så meget medicin som folk i arbejde.
Medicinpriser
En
af de største forhindringer for at udsatte borgere tager deres
medicin, er apotekernes prissystem, der tildels er politisk bestemt,
men samtidig styres af medicinproducenterne, der udbyder de
forskellige typer medicin i konkurrence med hinanden.
Dette
system er godt nok med til at sikre borgerne en rimelig lav
medicinpris, men som en konsekvens af disse regler skifter priserne
på medicin hver 14. dag, og der er eksempler på enorme
prisforskelle. Patienterne må derfor leve med at det er umuligt at
vide, hvilken pris der kommer i den næste 14-dages epriode.
Det
skyldes at medicinaltilskuddet kan svinge mellem 0 og 100 procent for
den samme patient i løbet af et tilskudsår. De store udsving kan
være medvirkende til, at nogen vælger at udskyde eller helt undlade
at købe medicn. Desuden er medicin et af de områder i
sundhedsvæsenet, hvor der er højst brugerbetaling. I gennemsnit
betaler brugeren cirka 44 procent af sine udgifter til medicin selv.
Det
er kun industrien, der går ind for det nuværende system med
ændringer i priserne på lægemidler hver 14. dag, og det skyldes
vel at det giver producenterne økonomiske fordele. Alle andre
implicerede, bl.a. lægerne og patienterne, bliver påført en masse
ekstraarbejde og udgifter, der med fordel kunne bruges andre steder i
vores betrængte sundhedsvæsen.
Skal
vi i stedet bevæge os hen imod en mere solidarisk sundhedspolitik,
er det nødvendigt med et mere gennemskueligt prissystem. Et system
hvor medicinen højst skifter pris 2 til 4 gange om året. Det
kunne løse mange af de kvaler patienterne har med ekstremt
varierende priser, og sikre at et større antal får den påkrævede
medicin.
