TAL FORTALT (8OTTE8)
Jeg har skrevet disse rim, som er bygget op over tallet 8. Der er 8 tekster. Derudover har jeg leget lidt med at udregne tværsummen og totaltværsummen, ud fra linjerne, antal vers og antal ord... Dette regnestykke følger her:
Har som sagt skrevet 8 tekster.
Tekst 1 har 36 linjer - Tekst 2 har 52 linjer - Tekst 3 har 28 linjer - Tekst 4 har 32 linjer - Tekst 5 har 32 linjer - Tekst 6 har 40 linjer - Tekst 7 har 32 linjer - Tekst 8 har 44 linjer
Det giver følgende udregning, hvis man ligger alle linjerne/tallene sammen:
36+52+28+32+32+40+32+44 = 296
Tværsummen af 296 er 2+9+6 = 17
Og totaltværsummen af 17 er 1+7 = 8
Så ender jeg på 8-tallet.
Men derudover kan man også lave et andet regnestykke...
For hvis man tager tallene fra før, de otte linje-antal, og udregner tværsummen på hver enkelt tal, for derefter at finde totaltværsummen. Så sker der noget andet sjovt...
Tekst1 - 36 linjer, 3+6 = 9
Tekst2 - 52 linjer, 5+2 = 7
Tekst3 - 28 linjer, 2+8 = 10
Tekst4 - 32 linjer, 3+2 = 5
Tekst5 - 32 linjer, 3+2 = 5
Tekst6 - 40 linjer, 4+0 = 4
Tekst7 - 32 linjer, 3+2 = 5
Tekst8 - 44 linjer, 4+4 = 8
9+7+10+5+5+4+5+8 = 53
Totaltværsummen : 5 + 3 = 8
Igen lander jeg på 8-tallet...
DESUDEN:
Tager man Antal ord i hver tekst, får man dette regnestykke:
227 ord + 167 ord + 205 ord + 163 ord + 146 ord + 290 ord + 192 ord + 175 ord =
I alt 1565 ord
1+5+6+5=17
1+7=8
Endnu engang 8-tallet
Og krøllen på halen :
Tværsummen af hvert enkelt “antal ord pr tekst” :
227 ord : 2+2+7 =11
167 ord : 1+6+7 = 14
205 ord : 2+0+5 = 7
163 ord : 1+6+3 = 10
146 ord : 1+4+6 = 11
290 ord : 2+9+0 = 11
192 ord : 1+9+2 = 12
175 ord : 1+7+5 = 13
11+14+7+10+11+11+12+13= 89
8+9=17
1+7=8
Det bliver også 8-tallet
Slutteligt skal det også nævnes at hver enkelt linje har 8 stavelser...
Så jeg synes godt man kan sige, at teksterne har en stram komposition...
—————————
Løsrevet fra selve teksterne, men alligevel en interessant betragtning, er følgende...
Læg mærke til at når man ganger 8 med et af de andre tal (fra 1 til 8), så vil resultatet forøges, men tværsummerne formindskes.
• 8 x 1 = 8
• 8 x 2 = 16/7
• 8 x 3 = 24/6
• 8 x 4 = 32/5
• 8 x 5 = 40/4
• 8 x 6 = 48/3
• 8 x 7 = 56/2
• 8 x 8 = 64/1
Jo højere et tal vi ganger 8 med, jo lavere bliver resultatets tværsum.
Analogien i denne udregning er, at i livet tror vi at vi har mere, jo mere vi får – men glemmer at livet også løber ud netop pga. tiden.
Vi ”får” flere materielle ting og succes, men vi ”tager” fra noget andet – nemlig vores leveår.
————————————————
8OTTE8
Rustne søm og skæve gevind (1 af 8)
Det sker at jeg spørger mig selv
Hvorfor mon det gik som det gik?
Har vist brugt min kvote af held
og snerret min sidste replik
Jeg er rodløs og helt fortabt
Bakser med mit beskidte sind
som en fandens Djævel har skabt
med rustne søm - skæve gevind
En fredløs ronkedor på flugt
fra tidens nådesløse stød
Nu er jeg skrællet ned og brugt
Den enes død den andens brød
Men brøle kan jeg stadigvæk
af mine lungers fulde kraft
Fik et ordentligt eftersmæk
og tabte alt jeg havde haft
Sådan går det her i livet
Man mister mere end man får
Tog nok tingene for givet
mens uger blev til flere år
Jeg er angst som et skamskudt dyr
der langsomt forbløder i skjul
Træt af mit onde eventyr
der værker som et møllehjul
Nu står jeg ene og forladt
uden nogen at holde om
Tabte min dyrebare skat
Sådan er historiens dom
Livet skinner ubarmhjertigt
Ned på mine mangler og fejl
Synes at det er mærkværdigt
der er en gåde i mit spejl
Tab og vind med samme sind (2 af 8)
Jeg er ikke færdig med dig
Jeg er først lige begyndt...
Der er andre som elsker dig
Nok også i tykt og tyndt...
Forleden så jeg dig flyve
afsted mellem andre der gik...
Folk der har travlt med at lyve
fordi de er ramt af panik...
Men du har vinger der synger
om muligheder vi tabte...
på gulvet... der altid gynger
Til trods for vi intet skabte...
Få det hele til at vende om
Lad tiden æde tiden op...
Træt og træt af at være tom
Træt af arrene på min krop...
Jeg er ikke færdig med dig
Jeg er først lige begyndt...
Der er andre som elsker dig
Nok også i tykt og tyndt...
Idag har du sikkert kysset
og har tænkt på andre end mig...
Linier der ikke kan krydses
Vi går nu - men går hver sin vej...
Sjælens storm - Adskilte kroppe
Helt derude hvor det er slut...
Kan ikke starte - og stoppe
på noget som jeg har fortrudt...
Ud i tid - tiden efter os
Nu har jeg kun dine øjne...
og orker ikke mer’ at slås
eller tænke på os nøgne...
Jeg er ikke færdig med dig
Jeg er først lige begyndt...
Der er andre som elsker dig
Nok også i tykt og tyndt...
Uforløst udkants-kærlighed
flakker rundt om stråler af ild...
og fortærer al værdighed
Tabt kompasset - er faret vild...
Bedre tider kommer og går
De nådesløse minutter...
Tid læger ikke alle sår
selv om historien slutter...
I hjertet funkler en stjerne
Min krop er stadig kød og blod...
Du er endnu i det fjerne
Men jeg har mistet alt mit mod
Jeg er ikke færdig med dig
Jeg er først lige begyndt...
Der er andre som elsker dig
Nok også i tykt og tyndt...
En taber uden stil (3 af 8)
Jeg er en taber uden stil
Folket tror at jeg er debil
Har heller ikke nogen bil
Så jeg rykker ikke en mil
Alting står stille heromkring
Nogen siger jeg går i ring
For der sker bare ingenting
Når jeg tager det store spring
Men før i tiden var der liv
Også en smule perspektiv
Nu er der døsig tidsfordriv
Popper masser af sedativ
Så der er vakuum i låget
Og min konto den er flået
Men i morgen skal jeg noget
Kun hvis altså jeg når toget
Mode kommer og mode går
Jeg får nok aldrig hentehår
Men selv i livets efterår
der har jeg glemt mit fadervor
Hvis livet er konkurrence
Har jeg tabt det med distance
For min største kompetence
findes nok i ubalance
Giv mig gerne sidstepladsen
Lad blot andre tømme kassen
Jeg sidder bagerst i klassen
Det er tungt med arvemassen
Guld på gaden (4 af 8)
Kastede mit guld på gaden
Ikke mere hø i laden
Det er flere hak i pladen
Mange revner i facaden
Låsen skiftet - Døren lukket
Og min konto den blev plukket
Sofaen var nybetrukket
Men den har de også hugget
Nul og niks er der tilbage
Ingen magisk bønnestage
Fik en kæmpe huskekage
Men jeg glemte helt at smage
Har en nøgle i min lomme
Ingen huse der står tomme
Det er svært at overkomme
Og om lidt er dagen omme
Kastede mit guld i en spand
Hurtigt stod der en anden mand
For evigt står skrevet i sand
Men viskes væk af tidevand
Mangler et gravsted til mit savn
Et sted hvor jeg mindes dit navn
Men du går rundt i København
Og jeg gør ikke læng’re gavn
Kan ikke være tredjepart
Et vidne til din nye start
Men bordet fanger - det er klart
Og tingene tar hurtigt fart
Sådan går det her i livet
Jeg vil nødig lyde pivet
Tog det hele lidt for givet
Når det blæser knækker sivet
Havde grønne skove og guld
Nu har jeg masser lommeuld
Tror snart at jeg dratter omkuld
For brændevinen gør mig fuld
Der hvor ondskab og synder sker (5 af 8)
Har bygget hus på en klippe
der hvor ondskab og synder sker
For min sjæl vil aldrig slippe
fra min lurvede karakter
Livet handler om balance
Fodspor på dydens smalle sti
Men jeg har forspildt min chance
og tabt til hjertets barbari
I min bolig er der farer
Blinde vinkler - lumske fælder
Jeg har gemt lidt smuglervarer
nede i min kolde kælder
I hver sprække findes mørke
Hvor dagen ikke trænger ind
Efter torden følger tørke
men solen brænder i mit sind
Låser døren - slukker lyset
Strammer grebet om min pude
Inden drømmen kommer gyset
Krybet skraber på min rude
Bjergene slår revner i nat
og knoglerne bliver til grus
Jeg ligger ene og forladt
i dette mærkelige hus
Er dette min sidste station?
Jeg synes den virker så tom
Mon det er jordens rotation
som jeg har bygget udenom?
Flere spørgsmål men ingen svar
der hvor ondskab og synder sker
I mørket mærkes mine ar
Kød og blod er aske og ler
Arv og gæld (6 af 8)
Nu er der skrevet salmer nok
Træt af sorte klagesange
For radioen spiller rock
og jeg lokkes af en slange
Kaffe og smøger på bordet
Min vinter skal nok blive varm
Jeg er tilbage på sporet
I voldsom trængsel og alarm
For nu er det nye tider
Hvide vægge i min hule
Bogen den har mange sider
Jeg har ikke mer’ at skjule
Så jeg vedgår mig arv og gæld
Tilstår gerne - jeg har fejlet
Men kan atter kende mig selv
Når jeg kigger mig i spejlet
Spiste af den forbudte frugt
og måtte gemme mig fra Gud
Endte i den forkerte bugt
Mit skib blev sejlet agterud
Bag mig altid brændte broer
det er helt sikkert selvforskyldt
Er en frigjort eneboer
Og her er aldrig overfyldt
Blev nok ikke rigtig voksen
Hængte ud på legepladsen
Ikke mere mønt i boksen
Der er stadig sand i kassen
Flere selvmål og grimme ord
Flere rynker men færre år
Har foden under eget bord
så her er ingen trange kår
Står alene på plateauet
Drømmer ikke om kærlighed
Sænker ambitionsniveauet
Klods-Hans på ryggen af en ged
Livet starter - Livet stopper
Får ventetiden til at gå
og får varmen når jeg hopper
Nu er jeg atter ovenpå
Med andre ord (7 af 8)
Jeg skriver nu et vrøvlevers
Det flakker nok på kryds og tværs
Men når det slutter står det klart
At livet er en overfart
Skuden rigget til - masten hejst
Fra kød og blod til poltergejst
Grønne tabletter i maven
En tur på vandet med paven
Jeg har fisket efter min dyd
Livet det er fedt, flid og snyd
Hjernedød og vakuumpakket
og mit ry er meget blakket
Æreløs foran en dommer
for har stjålet tyve blommer
En betjent jeg vil bestikke
men det må man heller ikke
Rettergangen var en farce
Jeg blev klippet kort som karse
Juryen bestod af aber
og jeg er den fødte taber
Angrer sjældent - synder ofte
Jeg har smerter i min hofte
tror det skyldes at jeg bukker
efter fyldte honningkrukker
Fri som fuglen højt på himlen
I min øregang er bimlen
Klokker ringer - præsten kalder
Jeg må stramme mine balder
Kan ikke følge med strømmen
Det har aldrig været drømmen
Smider mit kompas i vandet
Der må findes noget andet
Alle de enkelte dele (8 af 8)
Otte tekster om alverden
Lidt om glæden og om smerten
Skrevet ned på otte dage
Nu der ikke mer’ tilbage
Har forsøgt at sammenregne
Men jeg kommer ingen vegne
Tror det skyldes at jeg fejler
som en hund i et spil kegler
Min adfærd er utilpasset
når jeg vælter timeglasset
Tid består af mange dele
Det er svært at nå det hele
Summen er tung at gøre op
For der er langt til bjergets top
Minus gange minus er plus
Tror ikke på klarsynets blus
Føniks rejser sig fra aske
Jeg kan høre vinger baske
Fjer af guld og øjne af ild
Verden er ustabil og vild
Bliver aldrig pæn og helstøbt
Altid så forbandet udøbt
Der mangler brikker i mit spil
og det er hårdt at være til
Det har kostet mig næsten alt
at tilstå hvad jeg har fortalt
Mangler nærvær, skam og ære
Alle dem jeg kaldte kære
Mit slidte hjerte banker hårdt
Fordi jeg løber solen sort
Stjerner brænder - himlen mørkner
Kulden rammer - blodet størkner
Du hører mig ikke jamre
over sprængte hjertekamre
Når jeg hiver efter vejret
er jeg ikke spor besværet
Dette var blod, sved og tårer
En hullet båd uden årer
Du kan tolke som du vil
Jeg orker ikke skuespil
Rene linjer - åbne øjne
Mange ord men ingen løgne
Vinden rusker - træer knager
Det er slut med mine klager