Et gudsbenådet dumt svin...
HARALD BERGSTEDT
3 af mine yndlingssange fra barndommen er skrevet af Harald Bergstedt, som var erklæret nazist under og efter Anden Verdenskrig. Det drejer sig om Solen er så rød mor, Hør den lille stær og jeg ved en lærkerede. Indtil 1963 var hans sange udelukket fra at blive spillet i Danmarks Radio.
Igennem alle 3 tekster strømmer en melankolsk tone og en barnlig livsglæde, som er letgenkendelig for de fleste mennesker. Måske er det derfor at sangene har overlevet i de danske hjem, til trods for at forfatteren ikke var en del af det gode selskab.
Som et kuriosum kan det nævnes, at selv om jeg er vokset op i et hjem hvor mine forældre stemte DKP, var sangene en fast bestanddel af vuggevise-repertoiret .
Harald Bergstedts tekster og Carl Nielsens melodier til 2 af sangene(Solen er så rød mor/Jeg ved en lærkerede) er klassikere indenfor den danske sangskat.
Til trods for parnassets ihærdige forsøg på at udstøde HB og sanktionere hans forfatterskab, har sangene overlevet i vores bevidsthed.
Om det skyldes at mange mennesker anerkender at kunstnere ikke behøver at være moralske fyrtårne, der utvetydigt retter lyskeglen mod de ædle, noble og rigtige holdninger, skal jeg ikke gisne om.
Dog er der flere eksempler i historien på kunstnere der, så at sige, har valgt at slukke for lanternen. Nogen kun i kortere tidsforløb, andre mere permanent. Knut Hamsun, Leni Riefenstahl, Lars von Trier, Salvador Dali, Emil Nolde og Ingmar Bergman har alle givet udtryk for dubiøse holdninger, men deres kunstneriske eftermæle er alligevel stærkt.
LOUIS-FERDINAND CÉLINE
En anden verdenskendt kunstner med et meget broget ry er den franske forfatter Louis-Ferdinand Celine, som har skrevet en af mine yndlingsbøger - Rejsen til nattens ende.
For at begynde at forstå denne mands livsværk er det essentielt at dykke ned i hans historie.
Celine deltog i 1. Verdenskrig, blev hårdt såret og vendte tilbage som dekoreret veteran. Efter lægeeksamen i 1924 foretog han rejser til Afrika og Amerika. Hvorefter han bosatte sig i Paris og fungerede som fattiglæge.
I 1932 udkom Rejsen til nattens ende. Bygget på stof fra krigen, rejserne og lægegerningen, er den en nihilistisk dannelsesroman, der skildrer den moderne tilværelse som meningsløs og umenneskelig. Med sin stilbevidste, udfordrende brug af talesprog, slang og obskøniteter, brød Celine radikalt med god tone og traditionelle normer i fransk litteratur. Ydermere sikrede dette fremsynede og sprogfornyende værk Celine øjeblikkelig berømmelse og anerkendelse.
En skelsættende begivenhed i slutningen af 1930'erne betød imidlertid, at Celines eftermæle har fået en noget broget karakter. På dette tidspunkt chokerede Celine med nogle ordrige pamfletter (bl.a. Bagatelles pour un massacre, 1937). Kort fortalt var pamfletterne indædte og provokerende angreb på den moderne verdens materialisme, men samtidig var de præget af en paranoid antisemitisme, der gjorde jøderne til prygelknabe for alt det Céline hadede.
I løbet af 2. Verdenskrig havde Céline forkastet den nazistiske ideologi, men på grund af pamfletterne måtte han flygte sammen med sin kone og sin kat gennem Tyskland og videre til Danmark, for at undgå en mulig retsforfølgelse i hjemlandet. Straks efter krigen krævede Frankrig ham udleveret. Anklaget for landsforræderi og indstillet til dødsstraf. Han blev derefter arresteret og indsat i Vestre Fængsel.
På nærmest mirakuløs vis lykkedes det Célines advokat at vinde sin klients sag og undgå udlevering, og i 1948 flytter forfatter, kat og kone ind på advokatens landsted ved Korsør.
I 1951 kunne han vende hjem til Frankrig efter at have fået amnesti. Han bosatte sig i en lille by udenfor Paris, hvor han boede frem til sin død i 1961.
På grund af Célines antisemitiske skrifter har man stadig et anstrengt forhold til ham i Frankrig, selv om han i litterære kredse regnes for en af verdens vigtigste forfattere. Dette kom senest til udtryk i 2011 da Frankrigs kulturminister, efter pres fra en jødisk organisation, fjernede Célines navn fra en liste af kulturpersonligheder, der skulle fejres på et officielt, statsligt niveau.
PERSONEN OG KUNSTNEREN – DET DOBBELTE ANSIGT
Vil man læse Alice i Eventyrland med moralistens blik, vil bevidstheden om Lewis Carrolls(født 1832) glæde ved at samle på fotografier af halv- og helnøgne børn overskygge bogens mesterlige fortælling.
Utallige gisninger om hvorvidt LC var pædofil har gennem årene floreret, men aldrig som mere end rygter. Flere forskere har påpeget, at Lewis Carroll nok nærmere var aseksuel. Han levede i den victorianske periode, hvor man dyrkede børn og barndommen som noget rent og uspoleret.
Den kendte beatnik-forfatter William S. Burroughs(født 1914) skød sin kone under et drikkegilde i Mexico i 1951. I et sindssygt øjeblik ville Burroughs udføre det legendariske Wilhelm Tell nummer, men med en pistol i hånden og et glas vand placeret på konens hoved. Desværre ramte kuglen ikke glasset, men derimod ramte han ganske præcist sin kones pande – hvorefter hun døde øjeblikkeligt. Episoden blev efter en række retssager erklæret som et uheld, men en del spekulationer er også gået den anden vej.
Burroughs var narkoman og alkoholiker. Hans evige jagt på stoffer bragte ham på kant med myndighederne. Nogen gange var han på flugt fra politiet, andre gange fra personer han skyldte penge.
Han har mange år senere udtalt at han først begyndte at arbejde seriøst med sit forfatterskab efter den tragiske ulykke i 1951. Denne ulykkelige hændelse var åbenbart det der skulle til, for at frisætte hans kunstneriske energier.
I 1959 udkom Burroughs mesterværk Naked Lunch(da. Nøgen Frokost).
Med en udflippet skrivestil og en til tider hallucinatorisk og syret handling, kom bogen til at repræsentere alt det bedste fra Beatgenerationen. Burroughs var måske nok en ustabil misbruger med psykopatiske træk. Et råddent æble, i en ellers frisk frugtkurv. Men forfatterens hovedværk er et vigtigt værk i litteraturens historie.
HVORFOR ER DU SÅ CENSUR?
Eftersom der tydeligvis er vokset en broget krænkelseskultur frem, hvor folk bliver meget nemt fornærmede, er man nødt til at spørge sig selv hvor indskrænket kunst- og kulturlivet skal være for at alle kan godtage budskaberne? Hvor meget skal bortcensureres og retoucheres?
Med fare for at træde nogen over tæerne, kunne man med rette også kalde det en konkubine-kultur. Hvor vi ikke kun går i for små sko, men ligefrem gør (psykisk) vold på os selv, for at kunne have alle de rigtige holdninger. Vi vil hellere krumme tæer og fremstå snerpede, end risikere at give udtryk for indifferente, eller ligefrem umoralske holdninger. Selv om de måske harmonerer bedre med den person vi er.
Det er ofte i krydsfeltet mellem det acceptable og det uacceptable at de gode ideer opstår.
Kunstværket kan virke grænsesøgende på beskueren, fordi det stiller spørgsmål til tidens normer og holdninger.
Men hvis vi skræmmer alverdens kunstnere til ikke at turde skrive de forbudte ord eller at vove at tegne den politiserede streg, mister vi noget vigtigt. Vi mister det som udfordrer vores holdninger, det som kan perspektivere og nuancere en ellers forfladiget debat.
Og samtidig mister vi noget af os selv.
I mangel af bedre kan man kalde det, at vi mister ægtheden. Det som gør individet enestående. For når vi censurerer og fordømmer kunstværker og kunstnere, ligger vi også bånd på os selv. Vi indskrænker vort sprog og vores handlinger.
Derfra er der ikke langt til hykleriet. Hvor integritet og ærlighed bliver sekundære fikspunkter, fordi de bliver underlagt en form for selvcensur. Hvor frygten for at træde ved siden af bliver som en lidelse der æder fornuften.
Og væk er den umiddelbare samtale, det frie ord, samt den vovede tegning. Standset af alle overvejelserne omkring hvad man kan tillade sig at sige og gøre.
Der er ikke noget galt i at have et stærkt moralsk kompas, men det må ikke stå i vejen for at vi tør være tro mod os selv. Både i ord og i handling. Ellers udvikler vi os snart til en flok af nikkedukker uden nogen selvstændig vilje, der har travlt med at afstemme vores holdninger med flertallets. Fremfor at tænke, føle og tale i overensstemmelse med egne ønsker, holdninger og vurderinger.
Jeg har altid troet at tolerance er, at acceptere at andre ikke altid er enige med dig. At acceptere at andre har ret til deres holdninger, selv om jeg kan have svært ved at forstå dem. At hvert enkelt menneske har sit eget sprog, sin egen udtryksform, som et kendetegn. Noget vi kan regne med. Et ærligt og umiddelbart sprog, der tales ud fra et ægte ønske om at blive hørt.
Og et såkaldt forkert ord, eller en sætning af tvivlsom karakter, skal helst ikke ende med at vi udstøder hinanden fra fællesskabet.
Ligeså med kunstværket, der kan udtrykke alt lige fra livslede til livsglæde. Det kan være dybt politisk, samfundskritisk og polemisk, men også en katalysator for rendyrket skønhed, æstetik og en følelse af tilfredshed og lykke.
Heller ikke det skal udstødes for sit udtryk. Om vi er enige i udsagnet eller ej.
Hvis vi kun tillod kunst, der er skabt af kunstnere som har efterlevet uangribelige moralske standarder, ville der blive mærkeligt tomt på biblioteker og kunstmuseer. Derfor er det essentielt at kunne skelne mellem kunstneres livsførelse og deres værker. Vi kan straffe en kunstner for vedkommendes forbrydelse, men kun sjældent kan vi overføre vores love og moral til selve værket.
Der kan være mange kunstværker vi ikke kan lide, fordi vi ser på dem med vores egen tidsånds briller. Men det er vigtigt at holde fast i, at hvad der er uacceptabelt nu, vil ikke nødvendigvis have været det i fortiden, og behøver ikke være det i fremtiden.
Og hvor skal grænsen gå, hvis vi skal til at ekskludere kunstværker ud fra hvilke holdninger kunstnerne ellers giver udtryk for, eller hvilke forkerte handlinger de har begået?
————-
