De 3 Uhyrligheder

Propaganda, terror og konspirationsteorier… De 3 uhyrligheder 


Konspirationsteorier opstår oftest ved at forskellige enkeltdele, brudstykker af teorier, løsrevede postulater og selektive udsagn, sættes sammen på ny og bliver en sandhed. Til trods for at disse teorier næsten altid fremkommer ud fra hvad der passer ind i folks forståelsesramme, eller hvilke, mere eller mindre, tvivlsomme sandheder de gerne vil overbevise sig selv og andre om. Nærmest ligesom masseproduktion, der er kendetegnet ved fremstilling af enkeltdele, som siden samles i dertil indrettede værksteder ud fra hvad der lige taler til producenten og forbrugeren. 


Propagandaen og den totalitære politiske virksomhed - såvel som forfølgelsen og undertrykkelsen - benytter også ovennævnte system. Propagandaen spreder ufuldstændige sandheder, seriefremstillede og i enkeltdele, længere fremme organiseres fragmenterne og forvandles til politiske teorier. Eller indrettes til at passe ind i obskure religioner og alternative miljøer, hvor folk er drevet af en trang til at tro på en alvidende gud, eller en ekstra dimension og åndelig kraft.


Terroren følger også samme princip. Fordumsfuld som den er overfor rationelle argumenter. Ofte starter terroren med at forfølge ét bestemt segment i befolkningen. Ondskabsfuldhederne indledes mod isolerede grupper - racer, kvinder, klasser, anderledes tænkende og udstødte, indtil den lidt efter lidt rammer alle. Til at begynde med ser mennesker ligegyldigt på hvordan andre sociale grupper tilintetgøres, eller også tager de del i grusomhederne og øger dermed det indbyrdes had. Men med tiden kommer der flere og flere medskyldige. Og skyldfølelsen, der allerede er ved at være tyndslidt, smuldrer og bliver til små kondenseringer af medlidenhed. Indtil næstekærligheden er reduceret til et skelet, et indholdsløst ord vi kan udtale, men ikke kender betydningen af. 

Fuldstændig som propagandaen og konspirationen der får sit eget liv, og lokker folk ind i en forvrænget og usandsynlig begrebsverden. En verden der oftest er intolerant overfor anderledes tænkende - og hvor indbyggerne ikke er intereserede i diskussionen, men kun har øje for omvendelsen.


Konspirationsteorien, terroren og propagandaen, de tre uhyrligheder, bliver snart generelle. Som en altomfattende masse af usandheder, forkvaklede holdninger og fordækte teorier, bevæger de sig blindt mod afgrunden. Mens de opsluger alle de møder på deres vej. En treenighed af rædsel og dumhed, uvidende om al den snævertsynethed og sandhedsnedbrydende illusion de bærer med sig: nu findes der kun forfølgere og forfulgte. 

Forfølgeren kan på den anden side hurtigt blive forvandlet til en forfulgt, dertil behøves blot en omkobling af den politiske mekanik, en regulering af nogle møtrikker i de herskende ideologier. Eller at nogen overbeviser os om at skruen kan løsnes på velfunderede videnskabelige teorier, selv om vi egentlig godt kan mærke at maskineriet bliver mere vakkelvornt - og nu frembringer et andet slutprodukt. 

Så længe de tre uhyrligheder får lov til at styre fremstillingsmetoden vil de producere giftige tankeprodukter, der slører vor fornuft og skygger for klarsynet. Og nærmest ingen kan undgå denne grusomme dialektik. 


Konspirationsteorier, propaganda og terror er en symbiose, en sammensmeltning, og på alle måder er de afhængige af hinanden. For de næres alle tre af frygt, vokser og forgrener sig i uoverskuelige og dunkle mønstre, hver gang rådvildheden overmander mennesker. Mennesker der søger efter meningen med livet - i manglende erkendelse af at der kun er én mening med livet, nemlig livet selv. 



INTERNETTET - Misinformation og falske påstande 


Internettets vidtforgrenede og uoverskuelige vidensbank er blevet en skatkiste af absurditeter og falske påstande, hvor de tre uhyrligheder trives og vokser i styrke. Internettets mange faldgruber fremstår som en moderne Pandoras Æske. En æske der virker tillokkende fordi den er mystisk - og potentielt kan indeholde alt hvad man kan fantasere sig frem til, eller har brug for til at understøtte en bestemt overbevisning. 

Vi søger efter argumenter der taler ind i den verden vi gerne vil tro på, selv om argumenterne oftest bruges til at modulere og korrumpere den sunde fornuft. Og manglen på kildekritik avler rabiate og forskruede teser, der forsøger at indfange det rationelle argument i i fælder - så det kan underkastes en tro eller en tvivlsom overbevisning. 


Jeg har ikke fidus til begreber som hybris og nemesis, og vil altid opponere mod den brogede forsamling af mennesker der tror på skæbnen, mens de benægter tilfældighederne, fordi de ikke harmonerer med deres overbevisninger. Alle de mennesker der afviser vilkårligheden - og som er nødt til at bygge altomspændende fælder, som de kalder Gud eller kosmisk åndelighed. Mens de tilsidesætter de reflektioner og den stringens som findes i evidensbaseret videnskab.  

Det er en broget forsamling af mennesker der sidder og betragter fælderne, hvori de fastholder tilfældet, og undres over det hvileløse bytte. Og selv om de glaner på fælderne i dagevis, fatter de ikke at dette bytte er menneskene selv. 


Landsbytosserne er flyttet ind på internettet. Ja faktisk kan man hævde at de er igang med at kolonisere cyberspace. De forsøger at udrydde fornuften, ofte i et blindt raseri mod alt det der er veldokumenteret og som der er videnskabelig evidens for. Internetkrigerne trives med den lunefulde tilsidesættelse af regler eller praksis. Og de oversvømmer internettet med falske udsagn, forskruede postulater, hadefulde udtalelser og ekstreme synspunkter. 

Eksemplerne er mange, og umulige at redgøre for i dette skriv. Men konklusionen må være at vi altid faktatjekker information vi graver frem fra internettet. At vi bevarer den kritiske sans og tager os god tid til at søge viden længere væk fra internettet. F.eks. i lærebøger og faglige værker, hvor der oftest ligger årevis af dybdegående forskning bag - og hvor erkendelsesteoretiske metoder ligger til grund for alle udsagn og teorier. 

Selvfølgelig skal vi være åbne for nye tankegange, teorier der udfordrer det gængse og fastforankrede. Men det skal ikke ske mens vi er i vores følelsers vold, eller fordi vi vil presse vores egne overbevisninger igennem for enhver pris.


Vi kan finde mange versioner af “sandheden” når vi googler information på nettet eller ser videoer på YouTube. Der er utallige eksempler på wikipedia-sider, som popper op med udsagn der hurtigt viser sig ikke at være valide. Så bliver de lukket ned, hvorefter internetkrigeren laver en ny wiki-side med sine forskruede holdninger. Den bliver så også faktatjekket af folk med reel viden på området…og lukket igen. Og sådan kan falske påstande - og tåbelige teorier - leve og dø i en uafbrudt cyklus af manipulation og forløjethed.



PANDORAS ÆSKE - Pseudovidenskab og Foregøglede udsagn… 


Nu er spørgsmålet om ikke det er for sent at lukke æsken inden håbet flyver væk? 

Proppen i krukken er taget af og ud er fløjet en sværm af udsagn og teorier, hvor man kan håndplukke lige det som taler ind i ens overbevisning. Men lad os nu slå fast at overbevisninger nogen gange er at sidestille med tro. Ikke viden. 


Terror, konspirationer og propaganda fungerer på flere niveauer. De tre uhyrligheder benyttes af alle sociale klasser og er med til at slå en kile ned igennem det som kan samle os - og med tiden gør den enhver diskussion nytteløs og farlig. 


Der er mange eksempler på at folk vender det døve øre til, de går enøjede ind i en overbevisning og fremtrækker de brudstykker som passer med deres unuancerede verdensbillede. Læs selv nærmere om fantaster, der kalder sig videnskabsfolk eller hævder at stå i kontakt med en højere åndelig magt - og dyk ned i deres skamskudte teorier, der stadig får nyt liv på internettet. Selvudnævnte guruer der nærmest er guder indenfor den spirituelle verden. Eller pseudovidenskabsfolk der bruger uanede mængder af energi og tid på at fremføre teorier, der kan forene det spirituelle med konkret videnskab indenfor fysik og biologi. Deres idéer popper op igen og igen, understøttet af det der på overfladen ligner veldokumeterede påstande. Men kradser man lidt i overfladen falder deres teorier fuldstændig fra hinanden, og det fremgår tydeligt hvor åndssvage deres antagelser er. 


Eller mennesker der fører sig frem med fine, men selvopfundne titler, uden at de har en skid at have det i. Eller bruger deres position til at forfalske data og teorier. Sådanne pseudo-videnskabelige selvudnævnte eksperter har ofte en noget lempfældig tilgang til brug af data, samt hvordan de fortolker tekster og tal. Alligevel kan en del af dem oparbejde et stort antal følgere på internettet, som læser lige ind i den fortolkning hvor deres tro kræver at blive underbygget af facts og plausible diagrammer. Problemet er bare at disse er udfærdiget af selvudnævnte profeter, falske guruer og personer der kalder sig eksperter, men som igen og igen bliver modbevist af folk der kan pille deres forklaringer fra hinanden. 



TRO er Mysticisme - Guder og spiritualitet er en social konstruktion


Guderne er menneskeskabte. De er en konstruktion som vi har bygget af mange grunde. Mennesket har altid kreeret guder og myter, helt tilbage fra vi udviklede de første sprog. Helt fra de første uskyldige ideer om hvorfor træerne vokser og regn bliver til sol, til vi begyndte at indføre religiøse dogmer og regelsæt, der sidenhen er blevet brugt til at fastholde mennesker i et system, hvor de ikke kan udfolde sig eller foretage visse handlinger, fordi der så er en straffende gud og en forståelse af at man ikke kommer i paradis. 


Religioner og mange New-Age bevægelser er oftest intolerante overfor anderledes tænkende. Fordømmende og blinde for det faktum, at deres overbevisninger skygger for den sunde fornuft. De ryster på hovedet af os der insisterer på at områder som biologi, fysik og andre naturvidenskaber må ligge til grund for en fælles forståelse af hvordan tingene har udviklet sig. Samtidig er deres tolerancetærskel tit en ret flydende størrelse, hvor de nærmest synes det er lidt synd for os der ikke har “set lyset”. Argumenterne er ofte forbundet med en mængde ord opfundet til lejligheden: Så er vi “lukkede” i modsætning til “åbne”, både overfor deres argumenter og den spirituelle verden. Så bærer vi nogle traumer med os, der gør at vi ikke kan se lyset (læs: ikke er til fals for deres vrøvlerier og konklusioner). Stiller man spørgsmålstegn til deres holdninger, eller kommer med argumenter der piller deres overbevisninger fra hinanden, kigger de på en som om man er fortabt - og ser ud som om at de tænker, at vi lever et fattigt liv. Det er efterhånden håbløst at indgå i dialog - og dermed kan man konstatere at vi ikke engang har håbet tilbage. Det slap også ud af æsken sammen med alle dårligdommene. 


Jeg fornægter ikke den åndelige side. Vi har ånd og sjæl, men de sidder i hjernen. De er tankespind skabt af vores fantasi, fordi vi har brug for begreber der forklarer det uforklarlige. 

Langt de fleste har oplevet noget mystisk eller haft hændelser der har virket ubegribelige. Men det må ikke blive en katalysator for argumentet om at der er en åndelig/spirituel dimension, som vi har været i kontakt med. Eller til en påstand om at der eksisterer spøgelser og genfærd. Måske er det elektriske ladninger, kemiske forbindelser der påvirker vores hjerner? Måske er det små-psykotiske oplevelser, der bliver fortolket som reelle. 


Når snakken falder på berebet “Lucid Dying”, hvor mennesker - efter de er blevet genoplivet fra døden - har fortalt om hvordan de har set et lys, er der ingen grund til at betvivle at de har haft en reel oplevelse. Og jeg er klar over at både religiøse og ateister har haft disse oplevelser. Men jeg betvivler at det skulle være et bevis for et efterliv, et paradis eller et nirvana. Og er alle dødsoplevelser ens? Hvor er beviset for det? 

I øvrigt! De kom jo aldrig hele vejen. De nåede ikke at opleve hvad der sker når de rent faktisk er forbi det første punkt. Hvad sker der med lyset bagefter? Måske bliver alt bare sort igen, når alle neuroner slukkes helt. Måske oplever de lyset fordi de altid har ønsket det og har podet deres hjerne med idéen om et efterliv. Om de så ville anerkende det behov overfor omverdenen eller ej. 


Tanken om et efterliv eller reinkarnation har en dragende effekt på mange mennesker - og nærdødsoplevelser og Lucid Dying bliver brugt som udokumenterede beviser på at der er en form for liv efter døden. Men sandheden er at hjernens kompleksitet er noget der stadig forskers intenst i. Vor hjerne består af cirka 100 milliarder nerveceller (neuroner). Alle neuronerne er forbundet i et avanceret netværk, hvor hvert enkelt neuron kommunikerer gennem synapser med alt fra 5000 til 10.000 andre nerveceller - og sender et tilsvarende antal beskeder afsted til andre neuroner. Hjernen er derfor et nærmest ufatteligt komplekst netværk, som på mange måder stadig er en uberørt og uudforsket verden.

Mit bud er at fremtidens hjerneforskere får endnu flere beviser der understøtter nye opdagelser om hjernens kompleksitet - og hvad hjernen er i stand til, både på et intellektuelt niveau, men også når vi har oplevelser der er uforklarlige. 



AFSLUTNING - Anekdoter bliver taget for gode varer - Den virkelige verdens magi


Et skeptisk mundheld siger: “Ekstraordinære påstande kræver ekstraordinære beviser”. Og sagen er, at  vi endnu har til gode at se de ekstra-ordinære beviser for de ekstraordinære påstande. Bare fordi vi ikke kan forklare et fænomen, betyder det ikke at alle mulige forklaringer er lige plausible. Og det er altid en fatal fejlslutning at bygge konklusioner på fornemmelser, frygt, håb eller ønsketænkning. Konklusionerne må altid stå i venteposition, indtil der er sikre metoder til at konkludere det ene eller det andet. Sådan en tankegang er fundamental for al sund skeptisk tænkning - og et fremherskende princip for al videnskab, hvis frembringelser har tjent menneskeheden vanvittigt godt.

Men vi er i stedet endt et sted hvor vi lader os forblænde af anekdoter. Fornuften bliver en inferiør detalje, og følelserne fremstår enerådende og ude af kontrol. Fantasien buldrer afsted, mens ræssonementet og de eftertænksomme udtalelser bliver latterliggjort og skreget af. 


I min optik saver vi den gren over vi selv sidder på når den sunde skeptiske sans, der er vigtig for os alle sammen i mange forskellige facetter af vores liv, bliver underlagt rigide og agressive holdninger. Holdninger som skabes af terrorister, propagandister og konspirations-teoretikere, der ikke er interesserede i en rationel diskussion om det der faktisk kan bevises. 

Men det er ikke det eneste jeg opponerer imod. For sund skepsis kan også være en katalysator for dyb spiritualitet. Hvorfor behøver vi at opfinde mysterier, når der er masser at vælge imellem blandt videnskabens opdagelser og uløste gåder? For eksempel bevidsthedens paradoksale natur, livets oprindelse, arternes udvikling og universets mange hemmeligheder. Hvorfor er det nødvendigt at tro på en gud og skabe spiritiuelle luftkasteller, eller fremsætte udokumenterede påstande? Den virkelige verdens magi kan sagtens tale for sig selv. 



Appendiks: Når pengene taler, tier sandheden… 


Både indenfor terrorvirksomhed, propagandistisk fremfærd og i de konspiratoriske og religiøse miljøer er der dog en anden fællesnævner som driver værket, og det er penge. Læg i øvrigt mærke til, hvordan disse miljøer er åbenlyst filtret ind i hinanden. 


Tv-evangelister tjener enorme formuer på udsatte grupper, ved at opfordre til at donere penge til (fri)kirker og trosretninger. Måske ud fra devisen om at man kan købe sig til aflad? 

De tjener penge på en illusion, hvor deres selverklærede ophøjethed får overbevist følgerne om at deres prædikant har en direkte kontakt med en gud, eller en profet.


Det samme scenarie udspiller sig når selvudnævnte guruer fører sig frem. 

De slår en klo i søgende og håbefulde mennesker og opfordrer dem til at købe sten med helende kræfter, eller figurer der kanaliserer energi og overskud ind i disciplens liv. Alt i mens de selv dyrker en luksuriøs tilværelse, som i bund og grund er fuldstændig løsrevet fra de overbevisninger som de prædiker. 


Og sådan er det også med Pseudo-videnskabsfolk der tjener millioner på You-Tube kanaler og andre sociale medier. De skriver bøger og holder foredrag om deres overbevisninger og amatøragtige teorier. Og folk der søger svar udenfor det rationelle argument labber det i sig. 


Der er mange penge i konspirationer og i terror. Enorme pengebeløb bliver tjent når fantaster, i kraft af deres ord og manipulerende handlinger, får følgere og disciple. 

Problemene ved denne fremfærd er mange, for de destabiliserer institutioner og velfunderede teorier. De spreder løgne hver gang de kan opnå personlig vinding, selv om konsekvenserne er uoverstigelige. 


Det er en stor og indbringende forretning, hvor enorme pengebeløb bliver tjent på hokus pokus-udsagn, som forblænder de mennesker der leder efter en mening med livet, eller dem som søger svar på det uforklarlige. 


Når pengene taler, tier sandheden. 


————


(I løbet af dette skriv har jeg bevidst ikke nævnt navne på hverken selvbestaltede guruer, pseudo-videnskabsfolk eller andre konspirationsteoretikere. Men det kommer til at ske i en anden tekst)

Hvorfor er du så censur?

Et gudsbenådet dumt svin...


HARALD BERGSTEDT


3 af mine yndlingssange fra barndommen er skrevet af Harald Bergstedt, som var erklæret nazist under og efter Anden Verdenskrig. Det drejer sig om Solen er så rød mor, Hør den lille stær og jeg ved en lærkerede. Indtil 1963 var hans sange udelukket fra at blive spillet i Danmarks Radio.


Igennem alle 3 tekster strømmer en melankolsk tone og en barnlig livsglæde, som er letgenkendelig for de fleste mennesker. Måske er det derfor at sangene har overlevet i de danske hjem, til trods for at forfatteren ikke var en del af det gode selskab. 

 

Som et kuriosum kan det nævnes, at selv om jeg er vokset op i et hjem hvor mine forældre stemte DKP, var sangene en fast bestanddel af vuggevise-repertoiret .


Harald Bergstedts tekster og Carl Nielsens melodier til 2 af sangene(Solen er så rød mor/Jeg ved en lærkerede) er klassikere indenfor den danske sangskat. 

Til trods for parnassets ihærdige forsøg på at udstøde HB og sanktionere hans forfatterskab, har sangene overlevet i vores bevidsthed.

Om det skyldes at mange mennesker anerkender at kunstnere ikke behøver at være moralske fyrtårne, der utvetydigt retter lyskeglen mod de ædle, noble og rigtige holdninger, skal jeg ikke gisne om.


Dog er der flere eksempler i historien på kunstnere der, så at sige, har valgt at slukke for lanternen. Nogen kun i kortere tidsforløb, andre mere permanent. Knut Hamsun, Leni Riefenstahl, Lars von Trier, Salvador Dali, Emil Nolde og Ingmar Bergman har alle givet udtryk for dubiøse holdninger, men deres kunstneriske eftermæle er alligevel stærkt.


LOUIS-FERDINAND CÉLINE


En anden verdenskendt kunstner med et meget broget ry er den franske forfatter Louis-Ferdinand Celine, som har skrevet en af mine yndlingsbøger - Rejsen til nattens ende.

For at begynde at forstå denne mands livsværk er det essentielt at dykke ned i hans historie.

Celine deltog i 1. Verdenskrig, blev hårdt såret og vendte tilbage som dekoreret veteran. Efter lægeeksamen i 1924 foretog han rejser til Afrika og Amerika. Hvorefter han bosatte sig i Paris og fungerede som fattiglæge.


I 1932 udkom Rejsen til nattens ende. Bygget på stof fra krigen, rejserne og lægegerningen, er den en nihilistisk dannelsesroman, der skildrer den moderne tilværelse som meningsløs og umenneskelig. Med sin stilbevidste, udfordrende brug af talesprog, slang og obskøniteter, brød Celine radikalt med god tone og traditionelle normer i fransk litteratur. Ydermere sikrede dette fremsynede og sprogfornyende værk Celine øjeblikkelig berømmelse og anerkendelse.


En skelsættende begivenhed i slutningen af 1930'erne betød imidlertid, at Celines eftermæle har fået en noget broget karakter. På dette tidspunkt chokerede Celine med nogle ordrige pamfletter (bl.a. Bagatelles pour un massacre, 1937). Kort fortalt var pamfletterne indædte og provokerende angreb på den moderne verdens materialisme, men samtidig var de præget af en paranoid antisemitisme, der gjorde jøderne til prygelknabe for alt det Céline hadede.


I løbet af 2. Verdenskrig havde Céline forkastet den nazistiske ideologi, men på grund af pamfletterne måtte han flygte sammen med sin kone og sin kat gennem Tyskland og videre til Danmark, for at undgå en mulig retsforfølgelse i hjemlandet. Straks efter krigen krævede Frankrig ham udleveret. Anklaget for landsforræderi og indstillet til dødsstraf. Han blev derefter arresteret og indsat i Vestre Fængsel. 

  

På nærmest mirakuløs vis lykkedes det Célines advokat at vinde sin klients sag og undgå udlevering, og i 1948 flytter forfatter, kat og kone ind på advokatens landsted ved Korsør. 

I 1951 kunne han vende hjem til Frankrig efter at have fået amnesti. Han bosatte sig i en lille by udenfor Paris, hvor han boede frem til sin død i 1961. 

  

På grund af Célines antisemitiske skrifter har man stadig et anstrengt forhold til ham i Frankrig, selv om han i litterære kredse regnes for en af verdens vigtigste forfattere. Dette kom senest til udtryk i 2011 da Frankrigs kulturminister, efter pres fra en jødisk organisation, fjernede Célines navn fra en liste af kulturpersonligheder, der skulle fejres på et officielt, statsligt niveau. 


PERSONEN OG KUNSTNEREN – DET DOBBELTE ANSIGT

 

Vil man læse Alice i Eventyrland med moralistens blik, vil bevidstheden om Lewis Carrolls(født 1832) glæde ved at samle på fotografier af halv- og helnøgne børn overskygge bogens mesterlige fortælling. 

Utallige gisninger om hvorvidt LC var pædofil har gennem årene floreret, men aldrig som mere end rygter. Flere forskere har påpeget, at Lewis Carroll nok nærmere var aseksuel. Han levede i den victorianske periode, hvor man dyrkede børn og barndommen som noget rent og uspoleret. 

 

Den kendte beatnik-forfatter William S. Burroughs(født 1914) skød sin kone under et drikkegilde i Mexico i 1951. I et sindssygt øjeblik ville Burroughs udføre det legendariske Wilhelm Tell nummer, men med en pistol i hånden og et glas vand placeret på konens hoved. Desværre ramte kuglen ikke glasset, men derimod ramte han ganske præcist sin kones pande – hvorefter hun døde øjeblikkeligt. Episoden blev efter en række retssager erklæret som et uheld, men en del spekulationer er også gået den anden vej. 

 

Burroughs var narkoman og alkoholiker. Hans evige jagt på stoffer bragte ham på kant med myndighederne. Nogen gange var han på flugt fra politiet, andre gange fra personer han skyldte penge. 

 

Han har mange år senere udtalt at han først begyndte at arbejde seriøst med sit forfatterskab efter den tragiske ulykke i 1951. Denne ulykkelige hændelse var åbenbart det der skulle til, for at frisætte hans kunstneriske energier.


I 1959 udkom Burroughs mesterværk Naked Lunch(da. Nøgen Frokost). 

Med en udflippet skrivestil og en til tider hallucinatorisk og syret handling, kom bogen til at repræsentere alt det bedste fra Beatgenerationen. Burroughs var måske nok en ustabil misbruger med psykopatiske træk. Et råddent æble, i en ellers frisk frugtkurv. Men forfatterens hovedværk er et vigtigt værk i litteraturens historie. 


HVORFOR ER DU SÅ CENSUR?


Eftersom der tydeligvis er vokset en broget krænkelseskultur frem, hvor folk bliver meget nemt fornærmede, er man nødt til at spørge sig selv hvor indskrænket kunst- og kulturlivet skal være for at alle kan godtage budskaberne? Hvor meget skal bortcensureres og retoucheres? 


Med fare for at træde nogen over tæerne, kunne man med rette også kalde det en konkubine-kultur. Hvor vi ikke kun går i for små sko, men ligefrem gør (psykisk) vold på os selv, for at kunne have alle de rigtige holdninger. Vi vil hellere krumme tæer og fremstå snerpede, end risikere at give udtryk for indifferente, eller ligefrem umoralske holdninger. Selv om de måske harmonerer bedre med den person vi er. 


Det er ofte i krydsfeltet mellem det acceptable og det uacceptable at de gode ideer opstår. 

Kunstværket kan virke grænsesøgende på beskueren, fordi det stiller spørgsmål til tidens normer og holdninger. 

Men hvis vi skræmmer alverdens kunstnere til ikke at turde skrive de forbudte ord eller at vove at tegne den politiserede streg, mister vi noget vigtigt. Vi mister det som udfordrer vores holdninger, det som kan perspektivere og nuancere en ellers forfladiget debat. 


Og samtidig mister vi noget af os selv. 

I mangel af bedre kan man kalde det, at vi mister ægtheden. Det som gør individet enestående. For når vi censurerer og fordømmer kunstværker og kunstnere, ligger vi også bånd på os selv. Vi indskrænker vort sprog og vores handlinger.


Derfra er der ikke langt til hykleriet. Hvor integritet og ærlighed bliver sekundære fikspunkter, fordi de bliver underlagt en form for selvcensur. Hvor frygten for at træde ved siden af bliver som en lidelse der æder fornuften.

Og væk er den umiddelbare samtale, det frie ord, samt den vovede tegning. Standset af alle overvejelserne omkring hvad man kan tillade sig at sige og gøre.  


Der er ikke noget galt i at have et stærkt moralsk kompas, men det må ikke stå i vejen for at vi tør være tro mod os selv. Både i ord og i handling. Ellers udvikler vi os snart til en flok af nikkedukker uden nogen selvstændig vilje, der har travlt med at afstemme vores holdninger med flertallets. Fremfor at tænke, føle og tale i overensstemmelse med egne ønsker, holdninger og vurderinger.


Jeg har altid troet at tolerance er, at acceptere at andre ikke altid er enige med dig. At acceptere at andre har ret til deres holdninger, selv om jeg kan have svært ved at forstå dem. At hvert enkelt menneske har sit eget sprog, sin egen udtryksform, som et kendetegn. Noget vi kan regne med. Et ærligt og umiddelbart sprog, der tales ud fra et ægte ønske om at blive hørt. 


Og et såkaldt forkert ord, eller en sætning af tvivlsom karakter, skal helst ikke ende med at vi udstøder hinanden fra fællesskabet. 


Ligeså med kunstværket, der kan udtrykke alt lige fra livslede til livsglæde. Det kan være dybt politisk, samfundskritisk og polemisk, men også en katalysator for rendyrket skønhed, æstetik og en følelse af tilfredshed og lykke. 

Heller ikke det skal udstødes for sit udtryk. Om vi er enige i udsagnet eller ej. 


Hvis vi kun tillod kunst, der er skabt af kunstnere som har efterlevet uangribelige moralske standarder, ville der blive mærkeligt tomt på biblioteker og kunstmuseer. Derfor er det essentielt at kunne skelne mellem kunstneres livsførelse og deres værker. Vi kan straffe en kunstner for vedkommendes forbrydelse, men kun sjældent kan vi overføre vores love og moral til selve værket.


Der kan være mange kunstværker vi ikke kan lide, fordi vi ser på dem med vores egen tidsånds briller. Men det er vigtigt at holde fast i, at hvad der er uacceptabelt nu, vil ikke nødvendigvis have været det i fortiden, og behøver ikke være det i fremtiden.


Og hvor skal grænsen gå, hvis vi skal til at ekskludere kunstværker ud fra hvilke holdninger kunstnerne ellers giver udtryk for, eller hvilke forkerte handlinger de har begået? 


————-


https://www.dr.dk/nyheder/kultur/boeger/kendte-forfattere-i-faelles-opraab-drop-nu-al-den-udskamning-og-boykot

Jagten

Nyt køkken - færre penge
Lånet stiger - inden længe 
Nedenunder overfladen
Lidt til gården og til gaden

Dyr bil - Så går snakken
Nye bryster - dum i nakken
Hellere Tivoli end Bakken 
Bruger penge - hele stakken

Konger trykker flere lapper
Fylder dem i deres mapper
Gribbe æder - frihed flyver
Grænser rykkes - skærme lyver

Flere rejser - for synets skyld
Tomme ord - med foto fyld 
Fjerner den befængte byld 
Det er rendyrket idyl 

Ser tilbage - på det hele 
Ikke meget for at dele
Spiser helst hele kagen
Flere gange om dagen

Solgte sjæle - Djævlens krog 
Første klasse - mørkets tog
Alle taler samme sprog 
med en fyldt tegnebog 

Sanser intet - Starter jagten
Propper lort i Affaldsskakten 
Laver plads - på nye hylder 
Det er dyrt - og det fylder 

Hjulet drejer - og der løbes
Der er mere som skal købes
Større bolig - Bunden støbes
Flere unger - som skal døbes 

Så man røver diligencen 
Glemmer alt om differencen 
Trækker fra  og lægger til
Regnearket er et spil 

Fifler lidt med tal og ord 
Holder møder på kontor 
Det er helvede på jord 
Men der er kun samme spor 

Verden brænder - Bjerge vokser 
Der er mange paradokser 
Skilte skygger - for fornuften 
Hjerter springer nemt i luften

Så man bærer uniformen 
Ingen afviger fra normen 
Endnu virker kloroformen
Det er stilheden før stormen